Lavere vækst end ventet: Fynsk robotkomet sætter farten ned

Robotvirksomheden Universal Robots voksede ikke så meget som forventet i 2018. MIR fordoblede salget i 2018.

Den amerikanske automations- og robotgigant Teradyne, som ejer de to fynske robotproducenter Universal Robots på Energivej i Odense og Mobile Industrial Robots (MIR) på Emil Neckelmanns Vej i Odense, har offentliggjort regnskabet for 2018.

Her kan man læse, at tallene for væksten hos den fynske robotkomet Universal Robots ikke levede helt op til forventningerne.

Det skriver branchemediet Metal Supply.

Teradynes regnskab giver nogle foreløbige indikation på, hvordan det går i de fynske virksomheder.

Faldende efterspørgsel i Kina

Universal Robots voksede i regnskabsåret ifølge Metal Supply med 38 procent. Og mens det ville være udtryk for svimlende succes for mange virksomheder på Fyn, så er det altså ikke en tilfredsstillende vækst for Teradyne.

- Inden for Industrial Automation var Universal Robots’ helårsvækst på 38 procent, omend stærk, lavere end forventet hovedsageligt på grund af faldende efterspørgsel i Kina og bilindustrien, skriver Teradyne ifølge Metal Supply i regnskabet.

Mens Universal Robots skuffede, fordoblede Mir til gengæld sit salg i 2018.

Teradyne omsatte i alt for 3,4 milliarder kroner i fjerde kvartal.

Oversigt

    Oversigt