Fynsk rytter i store problemer under verdens længste etapeløb

Aske Søby kunne ikke gennemføre syvende etape af verdens længste cykelløb. Han kan dog stadig nå at komme tilbage og gennemføre det ekstreme løb.

Den odenseanske cykelrytter Aske Søby var med fra start, da verdens længste cykelløb Trans-Siberian Extreme på 9.287 kilometer for over en uge siden blev skudt i gang i den russiske hovedstad, Moskva.

Med etaper på over 1.000 kilometer er der tale om et ekstremt cykelløb, hvor det nogle gange tager et helt døgn at gennemføre en etape. Desværre har knæproblemer de seneste dage gjort, at Aske Søby på syvende etape blev hevet ud af løbet. 

- Aske kunne ikke holde smerterne ud længere og måtte lade sig stoppe, mens resten af rytterne kørte videre. Sammen med lægeholdet arbejdede vi i vejkanten på at få Aske på benene igen, men det var ret tydeligt, at selv det mindste vrik i knæet gav anledning til smerter, lyder det på hans officielle Facebook-side, der løbende opdaterer fra Trans-Siberian Extreme.

Aske Søby blev efterfølgende kørt til behandling på et sygehus i Novosibirsk. Her skal der foretages en MRI-scanning for at undersøge, hvad der er galt med knæet.

- Det er klart, at det allerede er et voldsomt hårdt slag og nederlag for Aske at måtte trække stikket på etapen, lyder det. 

 
 
Foto: Red Bull

Drømmen lever endnu

Fordi der er tale om et ekstraordinært hårdt cykelløb, er Aske Søby nødvendigvis ikke ude af Trans-Siberian Extreme endnu - hvis altså han kan fortsætte med sit knæ.

Den fynske ekstremrytter kan få lov at fortsætte og færdiggøre løbet, selv om han ikke har gennemført op til tre af de i alt 14 etaper. Det er naturligvis mere prestigefyldt at gennemføre uden at have udgået på en etape.

27-årige Aske Søby gennemførte i 2014 som den yngste dansker det ekstreme cykelløb Race Across America. Det tog 10 dage, 22 timer og 13 minutter at cykle på tværs af USA fra San Diego i vest til Atlantic City i øst gennem blandt andet ørken og bjerge.

Etapeløbet i Sibirien er endnu hårdere. Den længste af de i alt 14 etaper er på 1.368 kilometer. Til sammenligning er den længste etape i årets Tour de France på 222 kilometer.

Kun 10 ryttere er med i det ekstreme løb. Rytterne - otte mænd og to kvinder - skal sidde 350 timer i sadlen. De færreste forventes at gennemføre de 25 dages cykelløb, hvor temperatursvingningerne kan være op til 40 grader mellem nat og dag.

Ud over de ekstreme forhold minder løbet om et almindeligt etapeløb. Rytterne, der kører solo og ikke på hold, må ligge på hjul, men hvis de bliver hægtet af, kan det koste dyrt. Aske Søby tabte eksempelvis 50 minutter på anden etape, fordi han ikke kunne følge med feltet.

Hvis Aske Søby kommer tilbage på cyklen og gennemfører, når han i mål i Vladivostok den 10. august.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt