To elever indlagt: Fynsk skole advarer om farlige stoffer

Ejby Skole indfører skærpet opsyn, efter det er kommet frem, at to af skolens elever har været indlagt på sygehuset efter at have taget stoffer. Det skriver Fyens Stiftstidende.

To elever fra Ejby Skole har været indlagt på sygehuset efter at have taget en form for narkotika. Det får skolelederen til at komme med et opråb til både unge, forældre og lokalsamfundet i Ejby. Det skriver Fyens Stiftstidende.

Skolen havde ifølge avisen indkaldt forældre til elever i 7. til 9. klasse til informationsmøde om sagen onsdag, efter man mandag blev bekendt med at de to elever havde været indlagt. Skolen har anmeldt episoden til politiet. 

- Det er sket udenfor skoletiden, men i og med at vi får kendskab til det - fordi vi mangler nogle børn - er vi nødt til at handle på det. Vi skal være med til at passe på vores unge mennesker og vores samfund, siger skoleleder Anja Lund Becker til Fyens Stiftstidende. 

Elever har det okay

Anja Lund Becker kan ikke oplyse til avisen, hvor kritisk situationen var, da eleverne blev indlagt.

Men hun betegner elevernes tilstand som alvorlig, men at de er hjemme igen og har det efter omstændighederne "okay".

Skolen har indført skærpet opsyn, og der er lavet en aftale blandt lærerne, at man straks skal ringe 112, hvis man har mistanke om, at en elev er påvirket af stoffer.

- Vi tager ansvaret på os og handler lynhurtigt, hvis vi har en formodning om, at der er noget. Vi er meget opmærksomme på, hvad vores unge mennesker laver i skoletiden. Man må i forvejen ikke forlade skolens matrikel i skoletiden, men man skal stadigvæk være opmærksom på, hvad der sker omkring pauserne, siger Anja Lund Becker til avisen. 

Oversigt

    Oversigt