I det fynske folks tjeneste

Fynsk skuespiller: Tro handler ikke om Gud, men om mennesker

Tro er et eksistentielt spørgsmål, og ny DR-dramaserie skal tage den debat, mener fynsk skuespiller.

Morten Hee Andersen spiller sin første tv-rolle i Herrens Veje Foto: Tine Harden, DR

Tro handler ikke om Gud. Tro handler om mennesker.

Det er nødvendigt at forholde sig til, mener den fynske skuespiller Morten Hee Andersen, der er aktuel som præstesønnen August Krogh i DR’s nye dramaserie, Herrens Veje. 

Læs også Bille August optager på Fyn: Vi føler os som Lykke-Per

- Jeg kan godt lide udgangspunktet om, at tro også er et eksistentielt spørgsmål. Hvad er jeg egentlig som menneske i forhold til andre mennesker? Den debat, tror jeg, Herrens Veje kan hjælpe godt på vej. Gerne på samfundsplan, men også rundt om bordet hos familien, siger Morten Hee Andersen til DR

Første tv-rolle

26-årige Morten Hee Andersen spiller sin første tv-rolle i dramaserien. Han er uddannet på Den Danske Sceneskole og startede kort efter arbejdet som skuespiller på tv-serien.

- Da jeg fik rollen, tænkte jeg meget over, hvad det ville betyde. Men det kan man ikke regne ud på forhånd. Så jeg prøvede at finde ud af, hvilke erfaringer August gør sig for første gang i løbet af serien. På den måde kunne jeg bedre relatere mig til ham, forklarer Morten Hee Andersen, der kommer fra Nyborg.

Skuespillerne Lars Mikkelsen og Ann Eloenora Jørgensen, der begge tidligere har spillet med i DR-dramaserien Forbrydelsen, medvirker også i Herrens Veje, der kan ses søndag klokken 20 på DR1.