I det fynske folks tjeneste

Fynsk slot: Vendte kæmperegning til god forretning

Foto: Morten Grundholm

Herregårdsejere vendte regning på 21 millioner kroner til 300 selskaber om året og samarbejdsaftale med eksklusivt hotel i København.

Mens de fynske slotte og herregårde i øjeblikket arbejder på højtryk for at genopfinde sig selv, så er de nye tanker for længst blevet rutine på Holckenhavn Slot ved Nyborg.

Holckenhavn Slot var nemlig en af de første herregårde i landet, som i forsøget på at skabe nye indtægtskilder, åbnede sine historiske rammer op for offentligheden.

- Det var et forholdsvis uprøvet marked i og med, at der ikke var ret mange steder, der var åbnet. De første år havde vi for eksempel kun et værelse her, som man kunne overnatte i, siger Christina Holck.

Vi har for eksempel renoveret vinduer her for cirka 2,4 millioner kroner.

Dennis Holck, Holckenhavn Slot.

I dag danner slottet ramme om cirka 300 selskaber om året. Christina og Dennis Holck afholder sammen med den 18 mand store faste stab bryllupper, fester, kurser og konferencer. 

Landbrug indtil 2000

Christina Holck arvede som 16-årig Holckenhavn Slot efter sin far. Som 26-årig overtog hun sammen med sin mand Dennis Holck driften af herregården.

Det var i 2000, og dengang levede Holckenhavn ligesom mange andre fynske godser og herregårde af deres jordbrug, skovbrug, jagt og udlejning af tilhørende ejendomme.

 Der var ikke penge nok til, at vi kunne blive ved at holde bygningsmassen ved lige. Det handler om at finde anvendelse for bygningerne, så de kan generere en indtægt

Dennis Holck, Holckenhavn Slot

Men det stod hurtigt klart, at herregården havde behov for nye forretningsben at stå på. Landbruget kunne ikke generere penge nok. Desuden fulgte der med arven en regning på 21 millioner kroner, blandt andet til arveafgift.

- Der var ikke penge nok til, at vi kunne blive ved at holde bygningsmassen ved lige. Det handler om at finde anvendelse for bygningerne, så de kan generere en indtægt, siger Dennis Holck.

Og den tanke gælder ikke bare slottet, men også herregårdens 18 udlejningsboliger.

- Den ejendom, vi har heroppe med stråtag på, siger Dennis Holck og peger fra slottets indkørsel op mod en bakke:

- Det var faktisk en gammel grisestald. Og den har vi totalrenoveret, så den nu kan lejes ud som beboelse. På den måde generer den nu en indtægt til herregården i stedet for at være en udgift.

Vinduer for 2,4 mio.

Holckenhavn har fortsat indtægter fra skovbrug og landbrug.

Skovbruget, der tæller 400 hektar, driver herregården selv. Landbruget, der omfatter 440 hektar landbrugsjord, har parret bortforpagtet til en økologisk landmand.

Men hvor skovbrug og landbrug engang var herregårdens primære forretning, bidrager det i dag kun med en brøkdel til herregårdens samlede omsætning. Til gengæld bidrager aktiviteterne på slottet nu med over 60 procent af omsætningen.

Og Holckenhavn er ikke den eneste fynske herregård, som har været tvunget til at tænke i nye forretninger.

Det er nemlig det generelle billede, at indtægterne fra landbrug og skovbrug svigter. Og samtidig har herregårdene fortsat store udgifter til vedligehold og renovering af deres historiske bygningsmasse.

En udgift, de på Holckenhavn kun kan nikke genkendende til:

- Vi har for eksempel renoveret vinduer her for cirka 2,4 millioner kroner, siger Dennis Holck.

I alt har parret investeret 30 millioner kroner i slottet i løbet af de seneste 16 år. Men der var også behov:

- Huset havde jo fået lov til at stå helt tomt i 80 år, og det betød jo, at der ikke var nogen varmekilder eller strøm. Det var på rigtig mange måder helt forfra, siger Christina Holck.

Håber børn vil overtage

Holckenhavn er privatejet, så de konkrete regnskabstal kan offentligheden ikke få indblik i.

Men et tegn på parrets succes kom sidste år, da det fynske slot gik ind i et samarbejde med det eksklusive hotel Nimb i Tivoli i København, hvor prisen for et værelse let render op i over 60.000 kroner.

- Det var selvfølgelig et skulderklap, som indikerer, at de synes, vi har gjort det fornuftigt her på stedet, siger Christina Holck.

Huset havde jo fået lov til at stå helt tomt i 80 år, og det betød jo, at der ikke var nogen varmekilder eller strøm. Det var på rigtig mange måder helt forfra.

Christina Holck, Holckenhavn Slot.

I den nære fremtid er der ikke nogen store nyheder på vej, bedyrer Christina og Dennis Holck:

- Vi skal finudvikle produktet endnu mere. Måske finde nogle flere økonomiske ben at stå på. Vi går og tænker nogle tanker om at aktivere bygningsmassen endnu mere, end den er i dag. Og så er det også en lille drøm, at vores børn engang kunne tænke sig at overtage stedet, siger Christina Holck.

Og tilføjer så:

- Hvis de har lyst. Det er vigtigt. Det skal være lystdrevet.

Ved du noget? Så send os et tip