Fynsk spiludvikler solgt til islandsk firma

Det lille fynske softwarehus Certus er blevet solgt til den islandske spiludvikler Betware. Certus, der laver spil, forventer at salget vil føre til en udvidelse af medarbejderstaben over de kommende år.

Certus beskæftiger i øjeblikket seks fastansatte medarbejdere i Odense, men direktøren regner efter den islandske overtagelse med at ansætte yderligere tre programmører i løbet af kort tid.

- Nu får vi penge på kontoen, og det giver os muligheder for at udvikle virksomheden og jeg forventer at vi vil opleve yderligere vækst de kommende år, siger direktør Morten Kolle Christiansen.

Certus har specialiseret sig i at udvikle online-spil til nettet og mobiltelefoner. Virksomheden har udviklet en lang række bræt- og kortspil, og blandt kunderne er flere skandinaviske tv-stationer.

Betware laver fortrinsvis lotteri-spil, og har blandt andet Danskespil(tidligere tipstjenesten), som kunde. Firmaet har 55 ansatte, og har udover hovedafdelingen på Island kontorer i København, Canada og snart Polen.

God handel

 Selvom Certus bliver 100 procent ejet af Betware, så fortsætter Certus med det nuværende navn, som en selvstændig afdeling under den islandske virksomhed. Prisen for handlen er en hemmelighed.

- Det er en vældig god aftale, og jeg er yderst tilfreds med prisen, lyder det fra Morten Kolle Christensen.

Oversigt

    Oversigt