I det fynske folks tjeneste

Fynsk storaktionær i Parken vil af med FCK

Milliardær vil enten sælge FCK eller udskille klubben fra Parken Sport & Entertainment

Parken og FC Københavns nye stærke mand, fynboen Erik Skjærbæk, er på ingen måde begejstret for den succesrige fodboldklub og vil hellere end gerne af med klubben.

Morgenavisen Jyllands-Posten skriver, at det fremgår af et strategioplæg, som den rige storaktionær har sendt til en række aktører, heriblandt selskabets bestyrelse.

Erik Skjærbæk ejer knap 20 procent af det børsnoterede Parken Sport & Entertainment.

I oplægget gør han det klart, at FC København set med hans øjne er uønsket i Parken-regi og derfor bør sælges fra eller helt udskilles fra koncernen.

- Som investor kan jeg ikke lide, at afkastet af min investering afgøres af én eller flere fodboldkampe. Det er gambling, og resultatet ligger uden for egen kontrol, skriver aktionæren blandt andet i oplægget.

Erik Skjærbæk afviste for nylig russiske Arkadij Abramovitjs planer om at skyde op imod 450 millioner kroner i Parken for primært at styrke FC København.

Parken-analytiker Steven Brooker fra SEB Enskilda, siger til Jyllands-Posten, at han sagtens kan se fornuften i Erik Skjærbæks planer.

Til gengæld møder de ifølge avisen ikke begejstring fra en anden storaktionær, Karl Peter Korsgaard Sørensen.