I det fynske folks tjeneste

Fynsk svømmer gik sikkert videre til semifinale

Den fynske svømmer Rikke Møller Pedersen er klar til semifinalerne i 50 meter bryst ved EM på kortbane

Rikke Møller Pedersen er videre til semifinale ved EM Foto: David Gray/Scanpix

De første danskere var onsdag formiddag i vandet ved kortbane-EM i Royal Arena i København.

Topsvømmeren Rikke Møller Pedersen levede op til forventningerne i 50 meter bryst og gik sikkert videre til semifinalerne.

Fynske Rikke Møller Pedersen blev noteret for tiden 30,30 sekunder i indledende heat og blev samlet nummer ni. De 16 bedste gik videre.

Læs også Søskendeordning støtter danske svømmere under EM-pres

Da reglerne siger, at kun to svømmere fra samme nation kan gå videre, og tre finske svømmere endte i top-5, endte en dansk svømmer med at skulle ud i omsvømning.

Josefine B. Pedersen blev samlet delt nummer 17 i samme tid som ungarske Dalma Sebestyén, og de to skal kæmpe om den sidste plads i semifinalerne. Tidspunktet for omsvømningen er ikke offentliggjort endnu.

Matilde Schrøder og Anna Wermuth gik ikke videre til semifinalerne i samme disciplin.

Det blev også til en flot dansk rekord i 50 meter bryst. Den blev sat af Tobias Bjerg, som var 26,64 sekunder om at svømme de 50 meter i indledende heat.

Læs også Fynbo med verdensrekorden: - Det er ikke ude med mig

Det rakte til en placering som samlet nummer 12, og Tobias Bjerg er videre til semifinalerne.

Philip Greve og Niklas Hedegaard gik derimod ikke videre fra indledende heat.

Viktor Bromer skuffede i indledende heat i 100 meter butterfly. Danskeren endte som samlet nummer 22.

Heller ikke Daniel Steen Andersen gik videre til semifinalerne, da han blev samlet nummer 35 i 100 meter butterfly.