I det fynske folks tjeneste

Fynsk svømmestjerne vinder EM-sølv i holdkap

Fynske Rikke Møller Pedersen var en vigtig del af holdkappen, der torsdag aften vandt EM-sølv. Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

I samarbejde med TV 2 SPORT

Mie Ø. Nielsen, Rikke Møller Pedersen, Emilie Beckmann og Pernille Blume sikrede den fjerde danske medalje ved EM.

EM i svømning blev afsluttet med dansk succes, da den danske holdkap i 4x100 meter medley svømmede sig til sølv.

Landsholdet med Mie Ø. Nielsen, fynske Rikke Møller Pedersen, Emilie Beckmann og Pernille Blume blev nummer to i finalen, hvor russerne var klart stærkest.

Fantastisk. Det var virkelig, virkelig godt

Pernille Blume

Pernille Blume, der tidligere på ugen blev voldsomt kritiseret for sin disposition i en semifinale tidligere på ugen, svømmede de sidste 100 meter for Danmark og fik Danmark op på andenpladsen.

- Fantastisk. Det var virkelig, virkelig godt, og der var så god energi, siger Pernille Blume.

Danskerne havde bedste tid med fra semifinalerne, men fra starten satte russerne sig på finalen. Derfor slog Rusland Danmark med over to sekunder, mens den danske holdkap klemte sig godt to tiendedele af et sekund foran briterne.

Medaljen var Danmarks fjerde ved EM. Tidligere torsdag svømmede Emilie Beckmann sig til sølv i 50 meter butterfly, mens Blume tidligere på ugen tog sølv i 50 meter fri og var med til at vinde bronze i 4x100 meter fri.

- Det er en drøm af en afslutning på det her EM, siger sportschef i Danmarks Svømmeunion, Lars Green Bach.

- Vi har arbejdet efter en strategi, hvor holdkapperne er en vigtig del. Derfor er det stærkt, at de tre holdkapper var i finalerne, og to af dem vinder medaljer. Det er rigtig stærkt, og det er vi rigtig tilfredse med.

Læs også Fynsk svømmer videre til EM-semifinale

 

Ved du noget? Så send os et tip