Fynsk tomatkonge investerer millioner i Sverige

Alfred Pedersen og Søn i Bellinge, gartneriet bag Katrine og Alfreds Tomater, investerer 50 millioner kroner i sin afdeling i Sverige. Det skriver Fødevarewatch.

Det er lavere lønninger i Sverige, der får Mads Pedersen, direktør i tomat-gartneriet Alfred Pedersen og Søn i Bellinge, til at investere massivt i sine gartnerier på den anden side af sundet.

Ifølge Fødevarewatch har Mads Pedersen investeret 50 millioner kroner i sin svenske afdeling. Når udvidelsen er færdig, er den afdeling fysisk næsten lige så stor som den danske.

- Håndværkerne er ved at sætte glas i vores nye væksthuse i Trelleborg, og hvis alt går efter planen, står udvidelsen klar til jul, siger Mads Pedersen til Fødevarewatch.

Mads Pedersen fortæller, at timelønnen for en medarbejder i Sverige er 40 kroner lavere end i Bellinge.

quote Vi får det samme for vores tomater, men de svenske timelønninger ligger dog 40 kroner under de danske, og det betyder ekstremt meget,

Mads Pedersen, direktør, Alfred Pedersen & Søn.

- Markederne i Sverige og Danmark betaler nogenlunde det samme for varerne, så vi får det samme for vores tomater, men de svenske timelønninger ligger dog 40 kroner under de danske, og det betyder ekstremt meget, når vi er så løntunge, som vi er, siger Mads Pedersen til Fødevarewatch.

Stadig penge i at producere dansk

Han afviser dog over for mediet, at han kunne blive fristet til helt at lukke sine gartnerier i Belinge for kun at producere i Sverige.

Mads Pedersens begrundelse er, at det er en økonomisk fordel, at de tomater, der skal sælges i Danmark, også er produceret herhjemme.

quote Hvis vi flytter produktionen over til Sverige, så vil vi være svenske, hvilket betyder, at vi ikke kan sætte det danske flag på tomaterne – og det betyder meget for forbrugerne

Mads Pedersen, direktør, Alfred Pedersen og Søn.

- Vi får 15-20 procent ekstra for at være danske, men hvis vi flytter produktionen over til Sverige, så vil vi være svenske, hvilket betyder, at vi ikke kan sætte det danske flag på tomaterne – og det betyder meget for forbrugerne, siger Mads Pedersen til Fødevarewatch.

Ud over tomater producerer Mads Pedersen agurker og peberfrugter.

Det har ikke været muligt for TV 2/Fyn at få en kommentar fra Mads Pedersen, da han holder efterårsferie.

Katrine & Alfreds historie

Oversigt

    Oversigt