I det fynske folks tjeneste

Fynsk topopgør i Munkebo

Onsdag drager Team Fjelsted til Munkebo Speedway Bane for at prøve kræfter med Munkebo Scorpions. Begge hold ligger placeret i toppen af ligaen, så resultatet af onsdagens match kan få afgørende betydning for, hvor året Superfinale skal afvikles.

Men det er to hold, der har stor respekt for hinanden, der skal mødes onsdag aften.

- Det bliver en sindssyg svær udematch. Munkebo er storfavoritter på hjemmebane, så vi kan køre frit og uden forventninger, og så håber vi, vi kan overraske, lyder det fra Morten Svendsen, holdleder for Team Fjelsted.

Samtidig håber han, at Peter Kildemand kan gøre en forskel.

- I Kildemand har vi en A-kører, der kan gå på vandet i øjeblikket, og det håber vi selvfølgelig kan være med til at gøre matchen endnu mere spændende, forklarer Morten Svendsen.

Respekt for Kildemand

Hjemmeholdets holdleder, Karsten Jørgensen, har også stor respekt for Peter Kildemand.

- Han kommer med en masse selvtillid efter hans grand prix sejr i lørdags, så det er klart, at Team Fjelsted bliver et svært hold at slå. Samtidig er Jesper Scharff skadet og vi ved stadig ikke helt, hvad vi skal stille op med den plads, så alt er åbent, mener Karsten Jørgensen, der dog er overbevist om, at det bliver en spændende match.

- Der skal nok blive en masse godt ræs. Begge hold er med i slutspillet, så der er meget på spil.

Matchen er på mange måder et fynsk lokalopgør, men samtidig afsætter Munkebo tid til at hylde Peter Kildemand for hans store præstation i weekenden.

- Når det kommer dertil, er vi alle sammen fynboer, og Peter fortjener at blive hyldet, så det håber vi publikum vil hjælpe os med på onsdag, siger Karsten Jørgensen.

Ved du noget? Så send os et tip