I det fynske folks tjeneste

Fynsk turistattraktion er ved at uddø

De frivillige ved Syd Fyenske Veteranjernbane i Faaborg bliver ældre og ældre og får sværere ved at drive jernbanen.

Bommen går ned i udkanten af Faaborg og trafikken holder et øjeblik stille, mens et gammelt, rustrødt dieseltog passerer. Da bommene atter går op, har fåborgenserne været vidne til noget, der ikke blot er levende historie, men måske er helt på vej ind i historiebøgerne.

-Vi bliver ældre og ældre. Faktisk kommer der kun sjældent nye til, der har lyst til at arbejde med og køre med tog, beklager formand for Syd Fyenske Veteranjernbane, Jørn Knudsen.

Ofte er det ham, der står forrest i toget og med sikker hånd styrer det gamle Frichs-tog fra 1952. Turen kender han og de 20 andre frivillige ud og ind. De 12 kilometer fra Faaborg til Korinth, hvor sporet ender, er den legeplads, som tog-entusiasterne i årevis har boltret sig på. En gang gik skinnerne helt til Ringe, men de er for flere år siden pillet op og afløst af vandre- og cykelsti.

-Da vi var allerflest, havde vi 200 medlemmer i foreningen. I dag har vi 100 og det er de 20 der kommer jævnligt i remisen og arbejder på togene. Det sætter jo sin begrænsning på, hvad vi kan nå at lave, erkender Jørn Knudsen.

Og der er meget at lave. En gammel Triang motorvogn fra 1932 venter på at blive renoveret. Og foreningens stolthed – damplokomotivet fra 1949 – er blevet pillet ud af drift, da rust og slitage ikke længere gør det sikkert at køre med det. Men Jørn Knudsen har ikke opgivet damplokomotivet.

-Vi håber, at vi kan finde midler til at få det ud at køre igen. Det koster dog mange penge. Penge vi skal finde hos fonde.

I løbet af sommeren kører veteranjernbanen i flere omgange med turister. Dermed er den en af Faaborgs attraktioner. Hos Visit Faaborg ser turistmanager Mads Sletbjerg med bekymring på udviklingen:

-Der er ved at ske et generationsskifte i Faaborg. Det sker på alle områder: Butikkerne, hos lystsejlerne på havnen og i foreningerne. Det er bare ikke sikkert, at næste generation har lyst til at lege med tog. Derfor er det ikke sikkert, at sådan en forening kan fortsætte.

 

Hos tog-folket er der lidt optimisme at spore. Den ligger ikke nødvendigvis i nye medlemmer, men noget helt andet.

 

-Vi er i 60´erne og 70´erne, men kan stadig tage ved. Det kan godt være, vi om vinteren er mest til at sidde og snakke og hygge, men når solen skinner og det bliver forår, så ta´r vi fat. Jeg håber, at vi kan blive ved mange år endnu, siger Jørn Knudsen.

TV 2/FYN er på besøg i remisen i Faaborg tirsdag den 8. marts og sender direkte fra 15.10-15.30.

Herunder kan du se ruteføringen for togbanen og et andet sted på siden kan man gense reportagen "Tog til tiden" fra august 2010.

 

 

 

Ved du noget? Så send os et tip