Fynsk undersøgelse medfører krav om undskyldning

En ny rapport lavet af fynske forskere afslører forholdene på børnehjem. Tidligere anbragte kræver en undskyldning fra staten.

En ny rapport afslører forholdene på en række børnehjem i perioden 1945-1976, hvor flere børn oplevede et massivt omsorgssvigt, vold og overgreb.

Tidligere anbragte kræver, at staten kommer med en undskyldning.

- Vi vil stille staten til ansvar for, at den har vendt det blinde øje til, mens forstandere behandlede os som affald med fysisk vold, medicinering og sexmisbrug, siger Arne Roel Jørgensen, der var anbragt på drengehjemmet Godhavn i Tisvilde.

tæsk og overgreb

Godhavn er blevet beskyldt for at udsætte flere af drengene for daglige tæsk og seksuelle overgreb.

Flere fra Foreningen Godhavnsdrengene, der har samlet tidligere anbragte på børnehjem over hele landet, har kæmpet i årevis for at få landets første undersøgelse på området stablet på benene.

Arne Roel Jørgensen er i dag medlem af Godhavnsdrengene, som i marts 2009 fik penge af socialministeren til at få forskere til at undersøge forholdene omkring overgreb på Godhavn og 18 andre børnehjem.

Blandt andet Rågelund Lærlinge- og børnehjem i Aasum ved Odense, som i dag er en efterskole.

Savner undskyldning fra staten

- Jeg føler ikke, at staten har taget afstand fra den behandling, der fandt sted., siger han.

Han mener, at en undskyldning vil kunne lukke døren til en traumatiseret barndom, som 40 år senere stadig spøger i hans sind.

I Norge har tilsvarende vidnesbyrd om misbrug på børnehjem udløst officielle undskyldninger og store erstatningssager. Men i Danmark har staten endnu ikke anerkendt svigt eller manglende tilsyn.

Undersøgelsen er gennemført af museumsinspektør på Forsorgsmuseet i Svendborg Maria Rytter og professor Klaus Petersen fra Center for Velfærdsstatsforskning på Syddansk Universitet

Oversigt

    Oversigt