I det fynske folks tjeneste

Fynsk utilfredshed med nyt EU-forbud mod markslagtning

Det er ikke længere tilladt for landmænd at skyde deres kvæg på marken, inden de skal til slagtning. Det skaber utilfredshed hos fynsk kvægavler. 

Hidtil har Lene Bisgaard Gommesen aflivet kvæget på marken, men det er ikke længere tilladt. Foto: Flemming Ellegaard

Hidtil har kvægavler Lene Bisgaard Gommesen fra Tårup, som sammen med sin mand har 120 skotsk højlandskvæg, kunne skyde dyrene på marken, inden de skulle til slagtning. 

Men nu har Fødevarestyrelsen skærpet praksis for at overholde nye EU-regler, som forbyder landmanden at skyde dyret på marken. Det er risikoen for jordforurening af kødet, som ligger til grund for EU’s afgørelse. 

Læs også Muligt forbud mod markslagtning: I dag skal tyr nummer 502 og 510 dø

Det ærgrer Lene Bisgaard Gommesen, at de ikke længere kan skyde dyrene på marken. 

- Først bliver man ked af det, og så bliver man rigtig vred, for jeg synes ikke, vi gør noget forkert. Det, vi gør, er den mest rigtige og mest naturlige måde at gøre det på, siger hun. 

Transport stresser dyrene

Parrets skotske højlandskvæg er naturplejere, som går ude hele året, og derfor er kontakten mellem mennesker og dyr begrænset. 

Derfor vil det være stressende for de næsten vilde dyr at skulle blive transporteret i en lastbil til slagteriet, og så skader det også kødets smag og kvalitet, mener Lene Bisgaard Gommesen. 

Læs også Nu seks døde kvier efter taks-forgiftning: - De dør mellem hænderne på os

- Når dyret dør, frigiver det nogle enzymer. I forhold til hvor stresset dyret er, øges mængden af enzymer de frigiver. Det kan du måle med pH i kødet, men du kan også måle det på mørhed, forklarer hun. 

Kun i nødstilfælde 

Trods det nye forbud er det som landmand stadig tilladt at aflive dyr med skud på marken, hvis dyret er kommet til skade, eller hvis dyret er farligt.

Men forbuddet mod at skyde dyrene på marken rimer bare ikke rigtig på EU’s ønske om mere natur, mener Lene Bisgaard Gommesen. 

- EU vil også gerne have, at der bliver mere natur i landene, og landene er også pålagt at skabe mere natur. Så det er nødvendigt, at der går nogle dyr, og de her dyr er der ligesom ikke taget højde for skal slagtes på et tidspunkt. Hvordan gør man det?

01:52

Video: Flemming Ellegaard

Luk video