I det fynske folks tjeneste

Fynsk v-borgmester: Løkkes plan koster velfærd

Nulvækst i det offentlige vil betyde forringelser i kommunerne, siger blandt andre Morten Andersen fra Nordfyn.

Nulvækst i de offentlige budgetter vil ikke forringe forholdene i folkeskolen, børnehaver eller plejehjem, mener Venstre-toppen, men det bliver nu modsagt af en stribe af partiets borgmestre, skriver Jyllands-Posten.

- Selvfølgelig vil nulvækst for kommunerne betyde nedskæringer, siger Johannes Hecht-Nielsen (V), borgmester i Helsingør, og nævner ældreområdet, bibliotekerne og fritidstilbud til børn som potentielle emner i et sparekatalog.

Ifølge Nordfyns borgmester, Morten Andersen (V), kan nulvækst ikke undgå at skabe velfærdsforringelser.

- Det vil garanteret kunne ses på flere områder. Det kunne være længere sagsbehandlingstider som følge af, at vi skal være færre medarbejdere. Det kunne også være i normeringerne i daginstitutionerne, siger han.

Partiformand Lars Løkke Rasmussen (V) foretog på partiets landsmøde i sidste weekend et markant politisk kursskifte. Her gik han fra at støtte en vækst i de offentlige budgetter på 0,8 procent til som udgangspunkt at gå ind for nulvækst - eller et udgiftsstop, som han kaldte det.

Generelt støtter V-borgmestrene Løkkes nye linje, men han skal ifølge baglandet erkende de konkrete konsekvenser.

- Vi har allerede været inde med kniven, og på et tidspunkt når vi dertil, hvor vi skal være enige om, hvad serviceniveauet skal trækkes ned til, siger Varde-borgmester Gylling Haahr (V).

Ved du noget? Så send os et tip