Fynsk OFF-vinder er overrasket og stolt

Lørdag aften blev 15 priser uddelt til Odense Internationel Film Festivals afsluttende awardshow. Blandt vinderne var en fynbo.

På Magasinet i Odense regnede det lørdag aften med priser, konfetti og klapsalver, da det blev afgjort hvilke film, der havde vundet en OFF18 statuette.

Blandt vinderne var blandt andet en fynbo og skuespiller, som for en stund havde skiftet pladsen foran kameraet ud med pladsen i instruktørstolen. 

Men hovedprisen Grand Prix - HCA Award gik til den irske instruktør Vincent Lambe med kortfilmen Detainment. Med den følger en check på 35.000 kroner og en Oscarkvalificering.

I sin tale fortalte Vincente Lambe at OFF's festivalleder, Birgitte Weinberger, havde sagt til ham at hun hadede hans film. Ikke fordi den var dårlig, men fordi den handler om et forfærdeligt drab på et spædbarn begået af to ti-årige. En hændelse fra det virkelige liv som fandt sted tilbage i 1993.

Instruktøren selv var derfor også meget overrasket over prisen.

- Jeg havde ingen idé om, at jeg ville vinde. Det har fuldstændig taget pusten fra mig. Filmene her er så stærke, så jeg forventede overhovedet ikke at vinde, fortæller den glade instruktør.

Vincent Lambe har overhovedet ikke forventet at vinde hovedprisen.

Fynbo vinder publikumspris

Mens en fagjury havde valgt, hvem der skulle vinde hovedprisen, var det derimod de danske biografgængere som skulle stemme om, hvem der skulle vinde TV 2/Fyns Publikumspris. 

Her var det fynske Jesper Quistgaard med filmen Fodbolddommeren som havde fået flest publikumsstemmer. 

- Det betyder sindsygt meget. Det betyder virkelig meget. Det var den pris, vi allerhelst ville have, så det er super fedt, siger Jesper Quistgaard. 

Ud over glæden og stoltheden over at vinde en publikumspris, så kan Jesper Quistgaard også bruge statuetten til at komme videre i branchen.

- Jeg skal bruge det her til at søge støtte til en spillefilm, og det kan give noget pondus. Alt tæller, så det er rigtig fedt, forklarer den fynske intruktør.

Der er hverken Oscarkvalificering eller pengepræmie til Jesper Quistgaard, men det er der derimod til debutinstruktøren Marijana Jankovic. Hendes film Maja vandt prisen som bedste danske kortfilm. 

- Det føles helt overvældende og helt fantastisk. Jeg er lige kommet ned af scenen, så jeg er lidt udover det hele, fortæller Marijana Jankovic.

Faktisk er hun skuespiller og kendt fra filmen Alting bliver godt igen og tv-serierne Livvagterne og Norskov. Men nu har hun debuteret som instruktør. Og i første hug resulterede det i en pris og Oscarnominering. 

Men skuespilleren og instruktøren forsikrer, at det ikke er slut med at optræde foran linsen.

- Jeg er stadig skuespiller, men min anden passion er også at instruere. Og det vil jeg prøve at forfølge lidt. Den her pris har helt klart givet mig lidt blod på tanden, siger Marijana Jankovic.

Den debuterende instruktør er stolt over at vinde en pris i første forsøg.

 

Oversigt

    Oversigt