Fynsk virksomhed er årets næstbedste

Gartneriet PKM er blevet kåret af 3F til at være årets næstbedste arbejdsplads. Det er medarbejderne selv, der har nomineret virksomheden.

- Det er simpelthen en kanon arbejdsplads, så nemt kan det siges.

Tillidsrepræsentant Bente Madsen er ikke i tvivl om, hvorfor hun og de andre medarbejdere har nomineret PKM til at være Danmarks bedste arbejdsplads.

Gartneriet, der ligger ved Søhus i Odense, har 190 medarbejdere. Og det er altså dem, der har nomineret deres arbejdsplads til at være en af landets bedste.

- Vi bliver hørt af ledelsen, og de sørger for, at vi har det godt, siger Bente Madsen.

PKM's direktør hedder Kristian Madsen, og han er glad for anerkendelsen:

- Vi er da meget stolte. Vi havde selvfølgelig håbet på at vinde, men en andenplads ud af 100 nominerede virksomheder er da enormt flot, siger han.

3F havde valgt fire ud af de hundrede virksomheder til at blive de endelige kandidater til prisen, og har var PKM altså i blandt.

Mere efteruddannelse

Hvis Bente Madsen skal pege på noget, der kunne gøre PKM til en endnu bedre arbejdsplads, peger hun på efteruddannelse:

- Det er nogen gange svært at finde noget relevant inden for vores område, men hvis jeg skal pege på noget, så er det, at vi skal have mere efteruddannelse, siger hun.

En ting som direktør Kristian Madsen er enig med hende i.

- Det er meget vigtig at have veluddannede medarbejdere, så det er noget vi løbende ser på. Vi har for eksempel lige haft 35 medarbejdere på sprog- og edbkursus, siger han.

Grundfos vinder igen

Det bedste sted at arbejde i år, i følge 3F, var giganten Grundfos.

Det er anden gang, at prisen går til Grundfos, der også kunne smykke sig med titlen i 1991.

Årets Arbejdsplads blev stiftet af SiD i 1990. Et par år er kåringerne ikke blevet gennemført på grund af faglige kongresser.

PKM får ikke lov at prøve at slå Grundfos næste år. For er man blandt de fire sidste, må man pænt vente fem år, inden man igen kan komme i betragtning til prisen.

Oversigt

    Oversigt