I det fynske folks tjeneste

Fynsk wellness: Her er Danmarks nye kurby

Faaborg vil være den nye hotte destination, når du og din krop trænger til en omgang wellness.

00:27

Video: Ken Petersen

En omgang massage inden en tur i spabadet og saunaen er blandt andet, hvad du kan se frem til, hvis Faaborgs drømme bliver til virkelighed. 

I den sydfynske by drømmer de nemlig meget stort. For kort og godt vil de være Danmarks førende kurby.

- Det, vi har kigget på, er, om der er nogen typer af gæster, som kunne tænkes at ville tage til Faaborg mere end i den smalle sommersæson, fortæller Bjarne Brøndgaard, der er strategisk udviklingskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune.

Svaret blev altså projektet KurKulturFaaborg, der skal skabe en kurby. Kurbyen skal være et epicenter, hvor turister med interesse for wellness, kan styrke deres fysiske og mentale sundhed.

Derfor er 20 studerende fra UCL Erhvervsakademi og Professionshøjskole i Odense i fuld gang med at idéudvikle projektet. Én af dem er Martin Egeskjold.

- Jeg synes, vi har nogle rigtig gode idéer. Om de er realistiske, skal vi jo så finde ud af, siger Martin Egeskjold.

Slagterigrund skulle bruges

Idéen til projeket opstod, fordi det gamle Danish Crown slagteri på havnen lukkede. Den prominente placering skulle ikke bare ligge øde, men bruges til noget fornuftigt.

- Vi kan koble den her havneby til selve stedet (slagterigrunden, red.), så det ikke bliver et isoleret sted, hvor man tager ud og rekreerer, men at man faktisk har en connection (forbindelse) til noget af alt det, der også foregår, forklarer Bjarne Brøndgaard.  

Og derfor er den gamle slagterigrund et godt bud på en placering for det nye wellnesscenter. 

- Man er nødt til at skabe et sted, som ligger sindsygt godt. Der skal være noget tilgængelighed, der skal være noget herlighedsværdi, siger strategisk udviklingskonsulent i Faaborg-Midtfyn Kommune, Bjarne Brøndgaard. 

Der er stadig lang vej, før et center med spa og sauna står klar og Faaborg kan kalde sig landets førende kurby, men Bjarne Brøndgaard er optimistisk omkring projektet.

Er det realistisk at nå i mål?

- Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg skal jo ikke lægge skjul på, at man godt kan være lidt usikker undervejs. Men jeg synes, vi er tættere på nu til at kunne sige, at der faktisk kan være noget reelt i projektet, end da vi startede for to år siden, og alene havde udfordringen med et slagteri, der var lukket, forklarer Bjarne Brøndgaard.