Fynske Augusta hørte fra sin mand efter han sank med Titanic

Et postkort sendt af en fynsk passager på Titanic kommer tirsdag på auktion hos Bruun Rasmussen.

Da skibet "RMS Titanic" stævnede ud fra Southampton på den engelske sydkyst den 10. april 1912, var det med 13 danske passagerer om bord - heriblandt maskininspektør Jacob Christian Milling.

Inden afrejse fra England mod USA sendte Jacob Christian Milling et håndskrevet postkort til sin hustru, Augusta, i Odense.

Tirsdag kommer postkortet under hammeren, når auktionshuset Bruun Rasmussen afholder jubilæumsauktion.

Det oplyser Bruun Rasmussen i en pressemeddelelse.

- Kære Augusta! Dette er det sidste du hører fra mig fra denne Side. Jeg sender maaske en Trådløs (et telegram, red.), der som det ikke er for dyrt. Jeg bor på Banens Hotel, det er ikke billigt men bekvemt. Fra mitt Vindue kan jeg se Skibet over i Dokken. Hvordan har de Gamle det? Hils dem og Børnene mange gange. Mange Hilsner til Eder alle. Fra Jacob.

Således skrev danskeren til hustruen. Og postkortet er ifølge auktionshuset ganske særligt.

- Der findes ingen andre kendte breve, dokumenter eller optegnelser fra danskere om bord på "Titanic" i den frie handel, og postkortet må anses for at være et vigtigt dokument i belysningen af en historie, der stadig er levende i mange menneskers bevidsthed, siger Christian Grundtvig, leder af Bruun Rasmussens frimærkeafdeling, i pressemeddelelsen.

For Jacob Christian Milling var målet med rejsen over Atlanten en to måneder lang studierejse i USA, som han var blevet bevilget orlov til fra jobbet hos Sydfyenske Jernbaner.

Efter nogle dages sejlads meldte Jacob i et telegram til konen den 14. april, at alt var, som det skulle være.

- Har det godt, stille vejr, skibet udmærket, morer mig, godt rejseselskab, dejlig rejse, skriver Jacob.

Men hvad maskininspektøren ikke vidste, var, at turen snart ville se sin ende.

Natten mellem den 14. og 15. april forliste "Titanic".

Kort før midnat den 14. april sejlede skibet, som var på sin jomfrurejse, ind i et isbjerg, og få timer senere den 15. april forsvandt "Titanic" under havets overflade.

Telegrammet var Jacobs sidste ord til hustruen. Han blev en af de 1490 passagerer, der ikke overlevede den skæbnesvangre nat.

Blot få timer efter, at han var omkommet i det iskolde hav, modtog Augusta telegrammet på adressen i Odense.

Liget af Jacob Christian Milling blev fragtet til Halifax i Canada, hvor han blev sejlet tilbage til Danmark med skibet "C.F. Tietgen".

Med om bord på skibet til Danmark var også de jordiske rester af forfatteren Herman Bang, der var gået bort under en tur rundt i USA.

Jacob Milling blev begravet på Assistens Kirkegård på Nørrebro i København.

 

 

Oversigt

    Oversigt