I det fynske folks tjeneste

Fynske bær truet af ny flue

Den første pletvingefrugtflue i Danmark er fundet i brombær på Forskningscenter Årslev.

Pletvingefrugtfluen er oprindeligt fra Asien, men kom til Europa i 2011, hvor den har spredt sig, skriver landbrugsinfo.dk.

I september blev den første flue fundet i Skåne og nu er den altså kommet til Fyn.

Pletvingefrugtfluens hun lægger æg i friske bær, hvilket medfører pupper og maddiker, der får bærrene til at rådne.

Fluen er særligt glad for de bløde bær som jordbær, hindbær, brombær, blåbær og kirsebær.

Den angriber også vilde bær, der således er en alvorlig smittekilde.

Hidtil har fluen været meget svær at bekæmpe og kan blive en regulær trussel mod den fynske bæravl.

Pletvingefrugtfluen ligner en forstørret bananflue og er kendetegnet ved, at hannen har et mørkt mærke på kanten af vingerne - deraf navnet.

Gartnerirådgivningen overvåger situationen og i 2015 kommer der retningslinjer til forebyggelse og bekæmpelse.