I det fynske folks tjeneste

Fynske Bank giver 20 studerende hver 10.000 kroner

20 ambitiøse studerende på Fyn får 10.000 kroner øremærket til at dygtiggøre sig. Foto: Simon Læssøe, Scanpix

En række fynske unge får en check med mulighed for at komme på studieophold i udlandet.

Fynske Bank uddeler i år 200.000 kroner til i alt 20 udvalgte studerende, som alle har tilknytning til lokalområdet omkring Fynske Banks filialer. Pengene gives som et uddannelseslegat, som de studerende kan benytte i forbindelse med deres videregående uddannelse.

Blandt de 20 er studerende, som skal på studieophold i blandt andet Belgien, New York og Tanzania.

Ifølge formanden for Fynske Banks legatkomite, Bent Schmidt, er det vitalt for Danmark, at de unge dygtiggør sig. 

- Ihærdige studerende, som dem vi har udvalgt, er nødvendige for Danmark. Uddannelse og viden er det, vi skal leve af i fremtiden, og netop derfor er det vigtigt med målrettede og ambitiøse studerende, som ønsker at tilegne sig international viden og erfaring. Det vil vi i Fynske Bank gerne belønne, siger Bent Schmidt, formand for komitéen.

De 20 studerende kommer fra studier som økonomi- og civilingeniøruddannelsen til mere kreative studier som ballet og fotografi. De kommer fra Assens, Glamsbjerg, Haarby, Middelfart, Fredericia, Kolding, Børkop og Odense.

Legatet på de 10.000 kr. overrækkes ved en reception i Fynske Banks afdeling i Assens.

Ved du noget? Så send os et tip