Fynske betjente er mindst tilfredse

Fyns Politi ligger lavest i en årlig, landsdækkende tilfredsheds- undersøgelse blandt de ansatte.

Det skriver Fyens Stiftstidende.

Betjente over hele landet skal svare på, hvor tilfredse de er på en skala fra et til fem med for eksempel personalepolitik, kommunikation eller samarbejde.
- Jeg har ikke tallene helt præcis, men vi ligger på omkring 2,4, og vi er dem, der ligger lavest i landet, siger tillidsmand hos Fyns Politi, Steffen Daugaard, til Fyens Stiftstidende.

En mavepumper til ledelsen

I den slags undersøgelser er en score på 3,0 lig med, at de ansatte er nogenlunde tilfredse, så med en score på 2,4 er der et godt stykke vej til at kunne kalde medarbejderne hos Fyns Politi for tilfredse.
- Så det her viser, at der er plads til forbedringer. Det, at vi ligger nummer sjok, må da kaldes en mavepumper til ledelsen, siger Steffen Daugaard til avisen.

Han og hans kollegaer oplever, at der som følge af politireformen er meget langt fra den enkelte ansatte til ledelsen.
- At vi nu er dem, der ligger helt i bund, tror jeg, er et udtryk for, at vi havde noget med en historie og en kultur, der fungerede rigtig godt før reformen, forklarer Steffen Daugaard.

Svarprocenten er på omkring 70, så tendensen er ikke til at tage fejl af, mener Steffen Daugaard.
- Nu har vi noget, hvor de dagligdags ting ikke fungerer, og det reagerer vi negativt på i undersøgelsen, fortæller tillidsmanden.

Oversigt

    Oversigt