Fynske betjente overvejer at kvitte jobbet

Meldingen fra politiets øverste ledelse om, at betjente kan blive flyttet til de politikredse, der er presset af grænsekontrol og terrorberedskab, har fået fynske betjente til at overveje at forlade jobbet.

Det oplyser formanden for Fyns Politiforening, Steffen Daugaard.

De sidste dage har jeg hørt rigtig mange tale om orlov og pension

- De sidste dage har jeg hørt rigtig mange tale om orlov og pension. Og det er betjente på alt fra 30 til 60 år, der pludselig overvejer deres ansættelse, siger han til TV 2/FYN og tilføjer: 

- Det hele væltede i fredags, da vi fik beskeden. Folk er utilfredse, og hvis de pludselig stopper, risikerer vi at komme til at mangle endnu flere betjente.

Hidtil har betjente fra blandt andet Fyn været indkaldt til assistancer af kortere varighed primært til bevogtningsopgaver i København og grænsekontrol i Sønderjylland.

Men fredag meldte Rigspolitiet ud, at det ikke længere er hensigtsmæssigt, og derfor kan der blive tale om at flytte betjente permanent til Syd- og Sønderjyllands, Østjyllands, Københavns eller Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

- Sådan en udmelding giver jo utrolig meget uro på en arbejdsplads. Og som betjent har man brug for ekstra overskud for at passe sit arbejde. Vi står jo jævnligt i pressede situationer, hvor vi skal være 110 % på. Derfor er det meget uhensigtsmæssigt at melde noget så ukonkret ud, siger formanden for Fyns Politiforening, Steffen Daugaard.

Dårligt tidspunkt

Folk er gået på vinterferie med ondt i maven og en masse spørgsmål, de ikke kan få svar på

- Udmeldingen er meget sparsom og kommer på et rigtigt dårligt tidspunkt. Det betyder, at folk er gået på vinterferie med ondt i maven og en masse spørgsmål, de ikke kan få svar på. Det eneste, vi ved, er, at hvis man søger flytning til en af de fire kredse  inden 3. marts, får man den, siger Steffen Daugaard.

Det står i betjentenes tjenestemandskontrakt, at de kan blive flyttet, men det mener Steffen Daugaard ikke nødvendigvis er ensbetydende med at gøre det.

- Der er jo ingen politifolk, der forestiller sig, at de slår sig ned et sted, får et par børn og en kone, og så bliver bedt om at rykke til Hjørring, fordi man har brug for folk der. Og tre år senere er det så Gedser, de flyttes til. Sådan kan ingen leve, siger han.

Rammer også familien

- Betjentene er frustrerede, kede af det og vrede. Jeg er blevet ringet og kimet ned hele weekenden. De er nervøse for, om hele deres base pludselig skal flyttes. Og det er jo ikke kun dem, det går ud over, men også deres familier. Kan man komme af med huset, kan konen finde et nyt job, og falder børnene til i en ny skole? Det giver utryghed, siger Steffen Daugaard til TV 2/FYN.

Han slutter:

Man kan simpelthen ikke være det bekendt

- Man kan simpelthen ikke være det bekendt. Og jeg synes virkelig ikke, vi har fortjent det her.

Politidirektøren: Ingen aktuelle planer om flytning af betjente

I følge politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen er der ikke her og nu planer om at flytte betjente:

- Fyns Politi har ikke aktuelt nogen planer om permanente medarbejderflytninger. Forventningen i kredsen er, at vi ved naturlig afgang, ønskeflytninger og i forbindelse med fordelingsrunder af politielever vil komme langt i retning af at ændre personalesammensætningen, således de mange afgivelser, der i øjeblikket stresser politifolkene, på sigt kan undgås. Det vil give mere ro i dagligdagen og en stabil drift i vores beredskab, siger hun til TV 2/FYN.

 

Politidirektør, Kit Claudi Grøn-Iversen: Ingen akutte planer om flytning af betjente

 

Oversigt

    Oversigt