I det fynske folks tjeneste

Fynske børn runder sommerferien af med kirkemusical

Musicalen opføres her i Højby Kirke i det sydlige Odense. Foto: Google Street View

En gruppe fynske folkeskoleelever bruger den sidste uge af deres sommerferie på at øve sange og replikker til en ny kirkemusical. Inden skolebænken kalder, opfører de musicalen Den Nye Dag i Højby Kirke i Odense.

Mange fynske folkeskoleelever bytter snart strand og sodavandsis ud med skema og skolebøger, når skolernes sommerferie slutter søndag den 12. august.

Men inden grammatik og regnestykker igen tager over, spiller en gruppe fynske folkeskoleelever musical i Højby Kirke i det sydlige Odense. De bruger den sidste uge af deres ferie på at øve scener og sange til musicalen, som har premiere lørdag den 11. august. 

Det er børn fra lokale skoler i nærheden af kirken, der fylder Højby Kirke med nye toner i august. De medvirkende skuespillere og sangere er børn fra 3. til 9. klasse. 

Læs også Fynske kulturaktører går sammen om danmarkshistorie

Børnene opfører musicalen både den 11. og 12. august, og det er første gang, at Højby Kirke fyldes af replikker og tonerne fra en musical.

Skrevet af kirkens musiker

Musicalen, som har navnet Den Nye Dag, er sat sammen af to parallelle fortællinger. I den ene fortælling tager børnene på scenen publikum med tilbage i tiden til biblens historier om påsken. Den anden fortælling foregår i børnenes egen tid og vil vise, hvordan den gamle historie kan være relevant for et ungt menneske i dag.

Det er den ene af kirkens to rytmiske musikere Julie Ben Semmane, der har skrevet både stykket og musikken til. Hun er samtidig den, der instruerer børnene i musicalen. Instrumentsiden af musicalen står kirkens anden rytmiske musiker for. Det er nemlig Mads Klindt Poulsen, der sidder ved tangenterne og spiller klaver, når folkeskoleeleverne synger.

Hos Højby Kirke håber man, at scenetæppet kan trækkes fra igen til næste år, og at det på sigt kan blive en årlig tradition med sommermusical i kirken.

Der er gratis adgang til musicalen, som børnene spiller fra klokken 14 begge dage.

Ved du noget? Så send os et tip