Fynboer betaler mest i kommuneskat

Fynboerne er blandt dem i landet, der opkræves mest i kommuneskat. Langeland Kommune er topscorer med en kommuneskat på 27,8 procent.

 Ni kommuner ændrer udskrivningsprocenten, der er den procentsats, som opkræves i kommuneskat. Det viser en opgørelse for 2017 fra Danmarks Statistik.

For borgerne i fem kommuner i Københavns omegn bliver udskrivningsprocenten sat ned. Det gælder i Brøndby, Gladsaxe, Glostrup, Høje-Taastrup og Tårnby Kommune.

Til gengæld kan borgerne i kommunerne Fanø, Læsø, Odense og Rebild se frem til at skulle betale en højere andel af deres indkomst i kommuneskat. Ændringerne er dog ikke så store, at nogle af kommunerne rammer yderpunkterne af skalaen.

Det er stadig borgerne i den nordsjællandske kommune Rudersdal, der betaler den mindste andel, 22,5 procent, af deres indkomst i kommuneskat. Det har været tilfældet siden 2011.

Modsat er Langeland Kommune topscorer med en kommuneskat på 27,8 procent. Det har kommunen været siden 2008. Samlet set har den gennemsnitlige udskrivningsprocent på landsplan ikke ændret sig.

Kommuneskat er en del af borgerens indkomst, der opkræves på samme måde som bund- eller topskat. Forskellen er, at de to sidste skatter er ens for alle og opkræves til staten. Modsat er den kommuneskat, man betaler afhængig af, hvilken kommune skatteyderen bor i, og pengene går til kommunes kasse.

Tallene fra Danmarks Statistik viser, at udskrivningsprocenten generelt er højere på Fyn, Sydhavsøerne og blandt enkelte kommuner i Nordjylland. Modsat ligger flere af kommunerne med de laveste kommuneskatter nord for København og i Midtjylland.

Oversigt

    Oversigt