Fynske borgmestre jubler over forlig

Der er glæde på Fyn over, at de kommunale forhandlere er kommet frem til et forlig. Aftalen betyder, at en spisepause er sikret, mens der ikke er kommet en aftale om lærernes arbejdstid.

Forhandlerne er store bededag blevet enige om overenskomster på det kommunale område. Det fortæller de to kommunale forhandlere Anders Bondo Christensen, der er chefforhandler for de kommunalt ansatte, og Michael Ziegler, chefforhandler for Kommunernes Landsforening.

Forliget dækker alle 500.000 offentligt ansatte på det kommunale område, og det glæder flere fynske borgmestre, at en storkonflikt ser ud til at være afværget.

- Fantastisk nyhed, at parterne har fundet hinanden og forhindrer en storkonflikt på det kommunale område. Jeg håber, de sidste knaster bliver løst på det regionale og statslige område, så alle når i mål uden konflikt, skriver Odenses borgmester, Peter Rahbæk Juel (S), i et facebookopslag. 

Borgmester: Tillykke til alle

I Nyborg var fire skoler udtaget til strejke. Det ser nu ud til, at eleverne i Nyborg og på resten af Fyn kan komme i skole og til eksamen som planlagt.

Nyborgs borgmester, Kenneth Muhs (V), glæder sig også over forliget.

- Glædeligt med forlig på det kommunale område, lyder det fra Kenneth Muhs.

- Tak for indsatsen - tillykke til alle. Nu bliver det spændende at høre nærmere om indholdet, skriver Assens' borgmester, Søren Steen Andersen (V), på Facebook. 

Også Middelfarts borgmester, Johannes Lundsfryd Jensen (S), giver på Facebook udtryk for sin glæde over storebededagsforliget. 

Sikret spisepause

Aftalen indeholder en lønramme på 8,1 procent. Det svarer til det delforlig, der er indgået i regionerne. Desuden er det såkaldte privatlønsværn afskaffet. Forliget gælder for de kommende tre år.

Spisepausen har været en af de store knaster under de løbende forhandlinger, der har varet i fem måneder. Ifølge KL og hovedorganisationen Akademikerne indeholder aftalen en sikring af retten til en betalt spisepause.

Det er til gengæld ikke lykkedes parterne at indgå en aftale om lærernes arbejdstid. I stedet for er parterne blevet enige om et forpligtende forhandlingsforløb i den kommende overenskomstperiode.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

 

Oversigt

    Oversigt