Fynske broer får snart ansigtsløft

I de kommende måneder vil flere fynske broer blive repareret for at sikre, at de kan holde mange år endnu.

Der skal passes godt på de fynske broer, og derfor får de i de kommende måneder besøg af Vejdirektoratet, så broerne kan holde mange år endnu.

Tre fynske broer vil få besøg af Vejdirektoratets anlægsarbejdere, der skal udbedre skader og forny broernes beskyttelse mod det danske vejrlig. Det skal give de mest trængende broer en ansigtsløftning og dermed forlænge deres levetid.

- Velfungerende broer spiller en vigtig rolle, både når mange danskeres hverdag skal hænge sammen, og når erhvervslivets gods skal transporteres effektivt fra A til B. Men broerne bliver løbende slidt, siger Michael Kirkfeldt, der er drifts- og anlægsdirektør i Vejdirektoratet.

- Så hvert år, når foråret melder sig, går vi i gang med at fremtidssikre broernes bærende konstruktioner og udskifte de nedslidte dele. For den løbende vedligeholdelse af broer er med til at forlænge deres levetid og sikrer, at de danske bilister fortsat kan komme nemt og sikkert rundt i hele landet, forklarer han.

I det fynske område drejer det sig om de to lillebæltsbroer og Langelandsbroen. På den gamle lillebæltsbro skal der ske en hovedistandsættelse, mens den nye skal repareres for revnet asfalt i det langsomme motorvejsspor.

For at minimere generne forsøger Vejdirektoratet som udgangspunkt  at holde broen åben for trafik på trods af reparationerne. 

Oversigt

    Oversigt