I det fynske folks tjeneste

Overlever dødelig parvovirus: Fynske Buller er en fighter

00:42

Ni uger gamle Buller har i weekenden været indlagt på Årslev Dyreklinik med den dødelige parvovirus. Foto: Andreas Jørgensen Video: Andreas Jørgensen

Den ni-uger gamle Buller ser ud til at overleve den ellers dødelige parvovirus, der hærger på Fyn.

Den engelske bulldog-hvalp Buller ser ud til at overleve den frygtede parvovirus. Det fortæller dyrlæge ved Årslev Dyreklinik Anne Louise Sparvath.

I weekenden blev den bare ni uger gamle bulldog indlagt og isoleret på Årslev Dyreklinik smittet med parvovirus. 

- Han ser ud til at klare den. Vi opdagede tidligt, at han var smittet, og han har været i intensiv behandling siden, siger hun til TV 2/FYN.

Buller nåede at få én ud af de tre vacciner, dyreklinikken som minimum anbefaler mod virussen.

Siden fredag har den dødelige parvovirus kostet 14 fynske hunde livet. 

Læs også Hundevirus: Dyrlæger anbefaler minimum tredobbelt vaccine

Telefonstorm

På Årslev Dyreklinik ringer telefonen konstant med bekymrede hundeejere i den anden ende. Buller giver nu håb til både Anne Louise Sparvath og hundeejere. 

- Vi har telefonstorm, men vi har ikke set flere smittetilfælde. Vi håber, vi har råbt vagt i gevær i tide, fortæller dyrlægen, der anbefaler hundeejere til at tage det roligt og undgå panik.

Anne Louise Sparvath råder hundeejere til at kontakte egen dyrlæge, hvis de er nervøse for smitten.

Parvovirus

  • Parvovirus smitter gennem afføring og jord
  • Virusset er særlig farlig for ikke-vaccinerede hunde
  • Dødeligheden er 80-95 procent
  • Sygdommen bryder ud 4 til 14 dage efter smitte
  • Parvovirus er resistent mod rengøringsmidler
  • Parvovirus kan spredes via hud, tøj, fodtøj samt andre genstande, eksempelvis tasker
  • Symptomerne på smitte er nedsat appetit, opkastninger og blodig diarré
  • Virusset kan overleve op til et halvt år i jorden

Læs også Smittefare: Hvalpe aflivet efter fund af dødelig virus

 

Ved du noget? Så send os et tip