To fynske bureauer samler kræfterne: Mere musik til Fyn

De to koncertbureauer i Odense, Culture-Club og JVB Live, har besluttet, at sammen står de stærkere i kampen om at få flere store musiknavne til Fyn.

Der kommer flere og flere koncerter og festivaler i hele Danmark. Og selvfølgelig skal Fyn også følge med.

Derfor har de to fynske koncert- og eventbureauer Culture-Club og JVB LIVE også valgt, at sammen står de stærkere. De to bureauer smelter nu sammen til ét.

- Sammenlægningen af de to bureauer er i høj grad til glæde for de musikinteresserede fynboer og de fynske spillesteder og kulturaktører. Vores ambition er kort og godt at opnå en styrke, så vi kan trække flere stærke musiknavne og kulturarrangementer til Fyn, og det bliver helt sikkert nemmere, når vi forener kræfterne, siger Ole Bang Nielsen i en pressemeddelelse.

Han er administrerende direktør hos Odense Sport & Event, som ejer JVB LIVE. 

- Koncertmarkedet i Danmark har udviklet sig kolossalt alene de sidste par år, og det kræver efterhånden et stort set up løbende at tiltrække og afvikle koncerter og events, ligesom de helt store koncerter kræver den styrke, vi nu får ved at gå sammen, fortsætter han.

Flere navne til Fyn

Med sammenlægningen kan de fynske kulturforbrugere se frem til flere og større navne på de fynske musik- og kulturscener. Samtidig lægger det nye bureau heller ikke skjul på, at der skal bruges energi på at udvikle nye events til fynboerne.

Men det er ikke kun JVB LIVE, der glæder sig til, at to bliver et. Også Culture-Clubs nuværende direktør, Hans Thomsen, ser frem til sammenlægningen. Han afslører, at det bliver ham, der kommer til at stå i spidsen for det nye bureau.

- Jeg ser frem til, at jeg får mulighed for at stå i spidsen for et bureau, der kommer til at sætte barren for kulturtilbud på Fyn endnu højere, siger han. 

Hans Thomsen mener, at sammenlægningen er et naturligt afsæt til at udvikle nye events på og til Fyn.

- Virkeligheden i musikbranchen er, at kunstnerne er meget mere ude og spille end tidligere, samt at der kommer flere og flere festivaler og andre kulturtilbud til danskerne. Derfor vil sammenlægningen også være et helt naturligt afsæt for os til at udvikle vores koncert- og eventbureau, så vi kan tilbyde endnu bedre kultur- og musikarrangementer til fynboerne, men også udvikle helt nye events til fynboerne.

Fra årsskiftet får begge koncertbureauer nyt og samme navn, men indtil da vil JVB LIVE og Culture-Club bevare begge deres nuværende navne. 

Oversigt

    Oversigt