Fynske efterskoleelever redder tysk motorbåd fra at synke

Et tysk ægtepar kan takke elever fra Vestfyns Efterskole for, at deres båd ikke ligger på den sydfynske havbund.

Den tyske motorbåd lå ud for øen Birkholm i det sydfynske øhav, da den torsdag klokken 13 sprang læk og begyndte at tage vand ind. Sejleren af den 45 fod lange motorbåd sendte et nødopkald via kanal 16, og det hørte elever og lærere fra Vestfyns Efterskole, da de var i færd med at slæbe bagage i land fra motorsejleren Olivia på øen Birkholm.

- Ingen i havnen reagerede, og derfor vendte vi Olivia og satte fuld fart mod den tyske sejlbåd, fortæller lærer Thomas Gentsch fra Vestfyns Efterskole.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Da Olivia med de ni efterskoleelever ombord ankom til positionen, hvor den tyske motorbåd lå, gik eleverne ombord på båden og begyndte straks at pumpe de store mængder vand væk fra motorbåden. 

- Vi havde sikret os, at ingen var i fare, da vi gik ombord. Men det var dejligt at kunne være med til at gøre en forskel, siger Anders Schmidt, der er elev på Vestfyns Efterskole. 

Ombord på båden var et tysk ægtepar.

- De var virkelig oprevede, bange og kede af det. De frygtede, at deres båd ville gå til bunds, fortæller Thomas Gentsch.

Samtidig havde Marinestaben i Aarhus modtoget nødopkaldet og sendt en redningshelikopter til Birkholm. Den svævede over Olivia og den forulykkede båd, mens efterskoleeleverne og deres lærer kæmpede for at pumpe nok vand væk til, at båden kunne blive stabiliseret. 

 

- Vi svævede over sej lbåden og kunne konstatere, at situationen var under kontrol. Derfor var det unødvendigt, at vi foretog os yderligere, siger vagtholdslederen hos Marinestaben i Aarhus.

Efter 20 minutter ankom det tremastede tyske skoleskib Pippilotta, men det kunne ikke sejle tæt på det nødstedte tyske skib på grund af havdybden.

 
 

Men efterskoleeleverne havde fået stabiliseret den tyske båd så meget, at Olivia kunne trække den tyske motorbåd over til Pippilotta. Herefter blev båden med det tyske ægtepar ombord bugseret sikkert til Marstal Havn.

- Da vi kom retur til Birkholm havn stod alle havnens sejlere og klappede ad os for vel udført redningsarbejde, siger en stolt efterskolelærer.

Sejlads er en del af Vestfyns Efterskoles program, og alle elever lærer at sejle og handle i nødsituationer. 

 
 

- Det var rigtig spændende og sjovt og lidt sejt at være med til en virkelig situation. Men vi lærer jo også, at det er vores pligt at hjælpe til søs, så det var jo bare det vi gjorde, siger Anders Schmidt. 

Oversigt

    Oversigt