Fynske ejendomsmæglere sure over advarsel

Fynske ejendomsmæglere er irriterede over, at Realkredit Danmark advarer folk imod at købe sommerhus nu.

Realkredit Danmark meldte mandag ud, at sommerhuse generelt er 35% for dyre og højst sandsynligt vil falde drastisk i pris på et senere tidspunkt.

Derfor advarer Realkredit Danmark imod at købe nu, hvis man vil undgå tab.

Det er klogere at leje sommerhus indtil priserne er blevet mere realistiske.

Tåbeligt

Tidligere formand for de fynske ejendomsmæglere, Lars Dreyer, er vrissen:

- Det er blevet for meget med alle de eksperter, der kloger sig på ejendomsmarkedet. Der er store forskelle på tingene fra sted til sted og mange steder kører det faktisk fornuftigt, siger han.

Påsken er normalt højsæson for handel med sommerhuse. Derfor undrer det Lars Dreyer, at Realkredit Danmark kommer med meldingen så kort tid før påske:

- Jeg ved ikke, hvorfor de gør det, men jeg synes det er tåbeligt, siger han.

Oversigt

    Oversigt