Fynske elever jubler over dronningen: - Hun er Danmarks farmor

Skolerne i Oure fik besøg af dronning Margrethe - til stor glæde for flere af skolens elever, der skulle optræde for statsoverhovedet.

Under sit besøg på Sydfyn besøgte dronning Margrethe fredag Skolerne i Oure. Danmarks regent er særlig populær blandt flere af de fynske højskoleelever.

- Jeg er skabsroyalist. Jeg er helt pjattet med hende. Hun er Danmarks farmor, siger Amanda Madsen, der er elev på Oure Højskole.

Dronningen skulle blandt andet overvære en begivenhed, der én gang om året finder sted, når hundredvis af elever fra de forskellige skoler i Oure over fire timer tørner sammen i løbet “Kampen om det røde O”.

- Vi skal vise vores forskellige talenter. Det kan være inden for sport, eller hvis man er god til at digte, forklarer Amanda Madsen.

Elev: Dronningen interesserer sig for vores skole

I løbet dyster eleverne i hold mod hinanden i et hav af forskellige aktiviteter. Det årlige løb var dog ekstra særligt i år med dronningens besøg, fortæller Anne Sofie Wraae, der går på samme skole.

- Jeg kan huske, da vi fik det at vide. Det er ikke ret lang tid siden. Der var spænding i salen. Det er specielt, at hun interesserer sig for skolen og har fået øjnene op for den, siger Anne Sofie Wraae.

- Det er hyggeligt, at der sker lidt ekstra på den her dag, fortæller hun.

Aktiviteterne foregik dette år i silende regn. Dronningens besøg på Sydfyn sluttede fredag eftermiddag.

Se hele interviewet med højskoleeleverne Anne Sofie Wraae, Katrine Schmidt og Amanda Madsen. 
Fotograf: Morten Albek

Oversigt

    Oversigt