Fynske eneforsørgere står sammen

-

-

Enlige fynske forældre har fået et nyt populært samlingssted i foreningen Fynske Eneforsørgere. Gennem det seneste år er medlemstallet i foreningen fordoblet, selvom foreningen hverken har brugt tid eller penge på omtale.


Kontakt mellem enlige
Fynske Eneforsørgere blev stiftet helt tilbage i 1973, men det er først det seneste år, at medlemmerne for alvor er begyndt at strømme til. Foreningens formål at skabe kontakt og aktiviterer for fynske voksne, der er alene med et eller flere børn, og det er der tilsyneladende et voksende behov for.


\"Vi har omkring 40 medlemmer i dag. For et år siden var vi under 20 medlemmer, så jeg mener, at der er stort behov for vores forening,\" siger formanden for bestyrelsen Robert Foss.


Børne- og voksenafdeling
Foreningens aktiviterer spænder vidt, og er opdelt i en voksen-afdeling og en børne-afdeling.


\"For voksne arrangerer vi ture i biografen, i teateret, i byen, i skoven og masser af andre steder. Derudover har vi også arrangementer, hvor vi tager vores børn med,\" forklarer Robert Foss.


Møder på badstuen
Foreningen hjemsted er Badstuen i Odense. Her holder foreningen sine møder og mange af arrangementerne.


Lørdag den 10. juni samles foreningen på Badstuen for at planlægge foreningens sommerarrangementer. Før i tiden var det bestyrelsen, der planlagde arrangementerne, men i dag har alle medlemmer indflydelse på programmet, og det har øget tilslutningen til foreningen.


Ingen reklame
\"Vi har været uhyre forsigte med at lave reklame for vores forening. Vi lægger vægt på, at vi alle kender hinanden, så vi kan faktisk ikke vokse hurtigere end vi gør i øjeblikket. Men på længere sigt, vil vi gerne være flere medlemmer, siger Robert Foss.


I juni har foreningen allerede planlagt en grillaften, en tur i byen, en tur i Zoologisk Have og udflugt til Åh-abe-koncerten.


Skæv kønsfordeling
Foreningens største problem lige nu er den skæve kønsfordeling. Over 75 procent af medlemmerne er kvinder, så derfor har foreningen med stor succes åbnet op for medlemskab for weekendfædre.


\"De fleste kommer for at få socialt fællesskab og møde nye venner. Men når man er enlig er man altid på udkig efter en kæreste, så det er naturligvis også en del af foreningens formål, og vi har da også allerede ført flere par lykkeligt sammen,\" fortæller formanden for de Fynske Eneforsørgere.


Læs om foreningens arrangementer i Kulturguiden

Oversigt

    Oversigt