Fynske fængselspladser bliver lukket

Kriminalforsorgen lukker nu Arresthuset i Svendborg og en afdeling på  Statsfængslet på Søbysøgård. Årsagen er mangel på fanger.

Lukningerne sker, fordi reformen af politi- og domstole midlertidigt har reduceret presset på Kriminalforsorgen. Antallet af indsatte i landets fængsler og arresthuse er faldet markant efter at reformen trådte i kraft 1. januar 2007.

- Det er halvandet år siden, at politi og domstole fik ny struktur. Alligevel er der ikke tegn på, at hverdagen er ved at vende tilbage i retsvæsenet. Det rammer planlægningen i Kriminalforsorgen, som nu er præget af hovsaløsninger med lukninger af fængsler og arresthuse rundt om i landet, siger formanden for Dansk Fængselsforbund, Kim Østerbye.

I første omgang gælder lukningen for 3 måneder, og formanden for Dansk Fængselsforbund frygter for, , hvad der sker, når politi og domstole kommer op i gear igen:

- Jeg tror, vi vil se en ketchupeffekt, når politiet igen kommer ud på gaderne, og domstolene får afviklet deres sagspukkel. Pludselig vælter det ind med indsatte, og vi kommer til at mangle de fængselspladser, som nu bliver lukket, siger Kim Østerbye.

Oversigt

    Oversigt