De fynske fiskere frygter for fremtiden, efter det i nat faldt på plads, at fiskeriet i den vestlige Østersø bliver lukket ned midt i højsæsonen. Lukningen er en del af EU-aftalen for 2016.
Overordnet set medfører aftalen højere fiskekvoter for de danske fiskere. For fiskerne bliver det dog overskygget af et forbud mod at fiske i Østersøen i perioden fra februar til midt i marts.
Den periode er den vigtigste for torskefiskeri, lyder det i dag fra Dansk Fiskeriforening og flere fynske fiskere, der frygter, at aftalen er dødsstødet for det fynske fiskeri.