I det fynske folks tjeneste

Fynske fonde støtter sportshus

Når Nordens største multi- og kampsportshus slår dørene op i det nordlige Odense i april 2015 bliver det med spritnye sportsgulve doneret af fynske fonde.

Fionia Fonden og Albanifonden har hver især doneret 100.000 kroner til det nye sportshus.

- Multi- og kampsportshuset er et nyt og stort tiltag i byen, som vi synes, det er på sin plads, at vi bakker op omkring, fortæller Paul Nissen, direktør i Albanifonden.

Den regionale støtte og interesse glæder den projektansvarlige:

- Pengene fra de regionale fonde betyder utrolig meget for os, og vi er meget taknemmelige. Når vi bliver anerkendt og støttet lokalt, bliver det nemmere for os at blive anerkendt nationalt, og hver donation skaber håb om nye donationer, siger Claudia Pring, formand for Odense Sportscentrum.

Udgifter for 13 millioner kroner

Der skal i første omgang lægges 800 kvadratmeter sportsgulv i multi- og kampsportshuset, og alene gulvet forventes at komme til at koste 480.000 kroner.

Det forventes at have kostet i underkanten af 13 millioner kroner, når sportshuset står færdigt.

Det skal ligge i det tidligere indkøbscenter på hjørnet af Næsbyvej og Thorslundsvej i Odense N.

Ombygningen af det tidligere indkøbscenter går i gang i begyndelsen af januar 2015, og klubberne begynder at tage huset i brug fra marts 2015 og frem.

Fakta:

Multi- og kampsportshuset kommer til at rumme en række kampsportsforeninger, idrætsorganisationer og undervisningsinstitutioner.


Huset vil fra begyndelsen kunne rumme 800-1000 aktive brugere. Når det er fuldt udnyttet, vil det kunne rumme over 2000 aktive brugere.


Multi- og kampsportshuset finansieres primært gennem fondsstøtte, kommunale lokale- og medlemstilskud og kontingentindtægter.


Odense Sportscentrum, der er en almennyttig paraplyforening for kampsportsgrene, er ansvarlig for projektet.