I det fynske folks tjeneste

Fynske forskere klar med kur mod influenza

Forskere på Syddansk Universitet er snart klar med en revolutionerende kur mod alle former for influenza. Den nye opfindelse er gennemtestet og vurderes at kunne forhindre flere hundredtusinde dødsfald og en halv milliard sygdomsudbrud årligt.

-

Forskere på Syddansk Universitet er snart klar med en revolutionerende kur mod alle former for influenza. Den nye opfindelse er gennemtestet og vurderes at kunne forhindre flere hundredtusinde dødsfald og en halv milliard sygdomsudbrud årligt.


Det er et intenst forskningsarbejde gennem fem år, der nu ser ud til at resultere i et verdensomspændende gennembrud.


\"Det er yderst lovende. Det ser ud til, at vi har fundet et middel, der nemt og effektivt kan behandle alle typer influenza\", siger professor Sven-Erik Svehag fra SDU til Fagbladet Ingeniøren.


Virker på alle virus
Den nye kur er testet i laboratorier og på dyr, og de mange forsøg viser, at proteinet Serum Amyloid P(SAP), har en hæmmende effekt på alle influenzavira. Det nye og revolutionerende i stoffet SAP er, at det ser ud til at virke på alle de mange forskellige typer af influenza virus.


Influenza koster ikke alene hundredtusinder af menneskeliv hvert eneste år - det koster også samfundet milliarder af kroner i form af sygdom, medicin og indlæggelse. Derfor vil en effektiv kur mod influenza være en landvinding inden for sygdomsbekæmpelse.


Mangler kliniske forsøg
Der kan dog gå mange år endnu før det nye middel kan bruges mod influenza.


Forskerteamet på Syddansk Universitet forhandler  i øjeblikket med medicinalvirksomheder, der gennemføre såkaldte kliniske forsøg med produktet. Disse forsøg skal gennemføres før produktet kan markedsføres, og derfor kan der gå op mod syv år, før vi har en kur mod influenza.