Fynske gartnere fik det bedste resultat i 33 år

Bedre salg af potteplanter, faldende rente og styr på energiomkostninger trækker gartnerierne op.

I 33 år har revisionsfirmaet PK Revision i Odense målt på de danske gartneriers økonomiske tilstand, og aldrig før er det gået så godt, konstaterer revisionsfirmaet i sin årlige analyse.

Analysen er gennemført på baggrund af regnskabstal fra en fjerdedel af det samlede danske væksthusareal og giver på den baggrund et godt indtryk af branchens samlede sundhedstilstand. 

Umiddelbart skulle man tro, at det var afviklingen af PSO-energiafgiften, der nu kan ses på gartneriernes bundlinje, men så enkelt er regnestykket ikke.

- Efter en del år med stigende energiomkostninger oplevede gartnerierne et år med uændrede energiomkostninger og det har haft en vis betydning, at PSO afgiften på elektricitet er under afvikling. Men samtidig har gartnerierne haft stort fokus på energiforbruget og de mange investeringer i energibesparende foranstaltninger i gennem mange år, hedder det i analysen.

Det gennemsnitlige gartneri havde i 2017 1,1 millioner kroner i overskud efter en gennemsnitlig aflønning af ejeren med 351.000 kroner - hvilket er det absolut største overskud i 33 år.

Salget steg med tre procent og sammenholdt med den faldende rente og færre afskrivninger fik det overskuddet til at stige med 58 procent i forhold til  2016. 

Der var overskud hos 72 procent af gartnerierne. De bedst indtjenende potteplantegartnerier tjente næsten det dobbelte af sidste år, men arealet blev også næsten fordoblet så pr. kvadratmeter tjente de mindre end i 2016.

2017 blev også året hvor der blev brudt med et ellers meget lavt investeringsniveau, idet investeringerne steg fra .
60 til 76 millioner kroner.

Ifølge PK Revision bør det flotte resultat og kreditinstitutternes større interesse for at give lån til branchen få positiv påvirkning af investeringerne i fremtiden.

Lønomkostningerne steg moderat med 2,8 procent, og skyldes ifølge analysen en fortsat effektivisering, som gjorde det muligt at reducere antallet af løntimer pr. kvadratmeter med 6 procent.

Oversigt

    Oversigt