Fynske kommuner har knækket kontanthælps-kurven

Efter flere år, hvor det kun er gået én vej for antallet af kontanthjælpsmodtagere på Fyn, viser nyeste tal, at der i næsten alle fynske kommuner er blevet færre på offentlig forsørgelse siden sidste år.

I marts sidste år var der i alt 17.240 kontanthjælpsmodtagere på Fyn. Et antal, der i mange år kun er gået én vej - opad. Men det seneste år har kommunerne og jobcentrene tilsyneladende haft travlt med at ændre på det.

I hvert fald viser de seneste opgørelser fra Danmarks Statistik, at ni ud af ti fynske kommuner er lykkedes med at knække den stadigt stigende kurve over antal kontanthjælpsmodtagere. I marts i år er der nemlig registreret 15.752 kontanthjælpsmodtagere på Fyn - det er et fald på 8,6 procent.

Noget, der også kan ses på landsplan, hvor tallet er faldet fra 177.831 i marts 2016 til 161.500 i marts i år.

I det fynske er det kun Ærø Kommune, der det seneste år har oplevet længere køer på jobcentrene. Her er antallet af kontanthjælpsmodtagere steget fra 125 i marts sidste år til 144 i år.

Kontanthjælpsmodtagere i de fynske kommuner pr. 1000 indbyggere

Samlet set noterer Odense Kommune sig for flest kontanthjælpsmodtagere på Fyn, men gør man tallet anderledes op - og ser på antal modtagere pr. 1000 indbyggere - ender Odense alligevel lige under Langeland Kommune. På Langeland har man 59 kontanthjælpsmodtagere pr. 1000, mens man i Odense har 58.

I den anden ende af den fynske tabel ligger Middelfart med 35 kontanthjælpsmodtagere pr. 1000 indbyggere.

Regeringen lancerede i 2016 en kontanthjælpsreform, der reducerede ydelsen for at gøre det mere økonomisk attraktivt for kontanthjælpsmodtagere at tage et job.

 
 
Foto: Danmarks Statistik

Oversigt

    Oversigt