Fynske kommuner: Regnestykket går ikke op

Forud for kommunernes bunkebryllup melder flere fynske kommuner om problemer med at få økonomien til at hænge sammen. Ældre, børn og unge kommer til at betale regningen for sammenlægningen, mener politikere.

En håbløs opgave

Lige nu kæmper talknusere i de fynske kommuner med at få tallene til at hænge sammen. Men regnestykket giver røde tal på bundlinien.

- Situationen er ekstrem vanskelig, siger Faaborg-Midtfyns kommende borgmester, Bo Andersen (V).

- Vi starter med en fuldstændig håbløs opgave, supplerer Munkebos borgmester, Palle Hansborg.

Regeringen holder kommunernes økonomi i et jerngreb og hvis det ikke bliver løsnet, så kommer det til at gå ud over velfærden i kommunerne, og det bliver de ældre, unge og børnene, der betaler prisen.

- Jeg kan ikke se andet end at det er et markant angreb på de basale ting. Det kommer til at betyde færre undervisningstimer, færre pædagoer og månedsvis rengøring hos de ældre, siger Palle Hansborg.

Kommunerne pressede

Flere kommuner melder allerede nu om underskud. I Ny Assens Kommune helt op til 10 procent.

Professor Poul Erik Mouritzen fra Syddansk Universitet følger med i kommunernes økonomi. Han kan godt forstå, at kommunerne har det svært.

- De er pressede fra flere sider. Der kommer flere skolebørn og flere ældre i kommunerne. Samtidig skal de overholde budgetterne, og hvis de ikke gør det, så kommer regeringen efter dem, og samtidig får de en masse nye opgaver, de endnu ikke ved hvordan de skal løse. Så jeg kan godt forstå, at det er svært, siger Poul Erik Mouritzen.

TV 2/FYN har meget mere om den sag i vores udsendelse klokken 19.30. Her har vi også Lars Løkke Rasmussen i studiet.

Oversigt

    Oversigt