I det fynske folks tjeneste

Fynske kulturaktører går sammen om danmarkshistorie

Troels Lyby og Zenia Lach-Nielsen spiller hovedrollerne i den nye fynske musicalsatsning Leonora Christina. Peter Langdal er instruktør. Foto: Odense Teater

Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Den Fynske Opera er på vej med en historisk musicalsatsning i form af en helt ny dansk musical.

Tre markante fynske kulturinstitutioner går nu sammen i et storstilet og ambitiøst kunstnerisk samarbejde. Resultatet bliver en helt ny dansk musical, der tager udgangspunkt i et historisk drama i danmarkshistorien.

Bag projektet står Odense Teater, Odense Symfoniorkester og Den Fynske Opera.

- Vi glæder os til at præsentere musicalen "Leonora Christina", og vi er stolte over, at en af Danmarks mest anerkendte instruktører, Peter Langdal, har sagt ja til opgaven, siger Jens August Wille, direktør på Odense Teater.

- Det bliver virkelig storslået, og en opsætning af den her kaliber er et særsyn i Danmark, tilføjer teaterdirektøren.

Moderne musical

Leonora Christina bliver en moderne musical om en af danmarkshistoriens største politiske intriger. Det er historien om kongedatteren, der sammen med sin mand konspirerede mod Danmark, sad fængslet i Blåtårn og måtte flygte ud af landet anklaget for landsforræderi. En fortælling om kærlighed, magtkampe, højforræderi og ensomhed - og et ægte kongedrama.

- Det er umådeligt tilfredsstillende at være med til at vække vores fælles kunstneriske vision til live og fortælle Leonora Christinas historie som musical med fuld orkesterbesætning, siger Finn Schumacker, der er musikchef for Odense Symfoniorkester.

Premiere i 2019

Den tredje part i det storstilede fynske samarbejde bliver Den Fynske Opera, som i mange år har været foregangsmænd inden for ny dansk musikdramatik.

- Vi er stolte over at være med i den her produktion, og vi ser det som noget ganske særligt, at tre markante kulturinstitutioner i Odense er gået sammen, siger Den Fynske Operas kunstneriske leder, Thomas Storm.

Musikken til den nye musical er skabt af komponisten Stephen Henriksen, og sangteksterne af forfattet af Torben Kirkegaard. Den Reumert-belønnede dramatiker Andreas Garfield står bag manuskriptet, og Peter Langdal instruerer.

Musicalen får premiere i januar 2019 i Odeon i Odense. Billetsalget åbner onsdag 7. marts.

Ved du noget? Så send os et tip