Fremgang for fynske kvinder i politik

Der er en lille, men betydeligt fremgang i antallet af kvindelige kommunalbestyrelsesmedlemmer. Det kan mærkes, vurderer ekspert. Vælgerne stemmer kønsblindt.

Alle kryds, der tirsdag blev sat i de fynske kommune, er talt op. Og mens flere fejrer borgmester- og rådmandsposter, er der i år mulighed for at fejre fremgang for ligestilling i kommunalpolitik.

quote Det er ikke ligestilling, men det går i den rigtige retning

Christian Elmelund-Præstekær, valgforsker, SDU

For i 2013 var 26,9 procent af de fynske kommunalbestyrelsesmedlemmer kvinder, men en opgørelse over dettes års konstitueringer viser fremgang på godt fire procentpoint til 31 procent.

- Det er en meget positiv fremgang. Det har ligget meget stabilt i lang tid, og det er alligevel over fire procentpoint - det kan man mærke, siger Christian Elmelund-Præstekær, der er valgforsker på SDU.

Siden 1990'erne har i antallet af kvindelige kommunale medlemmer været stagneret, fortæller han.

- Problemet har været, at der ikke er så mange kvindelige kandidater og vælgerne ikke har gået efter at udligne. Vælgerne har ikke en særlig præference for kvinder, men stemmer kønsblindt.

Derfor er stigning til 31 procent noget at bemærke.

- Det er ikke ligestilling, men det går i den rigtige retning. Hvis det fortsætter sådan, kommer man til at kunne se forandring, siger Christian Elmelund-Præstekær.

- Man skal bevise mere, når man er kvinde

I Middelfart Kommune sidder der flest mænd om byrådsbordet. Byen med den socialdemokratiske borgmester har netop konstitueret sig med 20 mænd og fem kvinder, og selvom det er en fremgang med ét kvindeligt medlem i forhold til før valget, er kønsfordelingen stadig noget de kvindelige byrådsmedlemmer lægger mærke til.

- Jeg tror, det bunder i, at man skal bevise mere, når man er kvinde - især overfor andre kvinder. Samtidig med det, så skal man have forbilleder, man kan spejle sig i, og hvis der ikke er nogen forbilleder, så er det bare en ond spiral, siger Regitze Tilma (V), byrådsmedlem i Middelfart Kommune.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

Hvis fordelingen af køn i byrådene skal nærme sig 50 procent peger Christian Elmelund-Præstekær på, at der skal flere kvindelige kandidater på stemmesedlen.

- Hvis der er flere kvinder, og vælgerne igen stemmer kønsblindt vil det udligne sig mere, siger han. Men også strukturen i byrådene har en betydning.

- Det tager i gennemsnit 20-25 timer om ugen at være byrådsmedlem, og det har flere kvinder ikke lyst til at investere, da de oplever sig selv, som en der skal være hjemme og holde sammen på familien. Og sådan som byrådene er nu, er man nødt til at have et job ved siden af.

75 af i alt 242 fynske kommunalbestyrelsesmedlemmer er kvinder, når de nye konstitueringer træder i kraft.

Oversigt

    Oversigt