I det fynske folks tjeneste

Fynske landdistrikter får ekstra millionbeløb

Erhvervsministeren har afsat 30 millioner kroner ekstra til landdistrikter i Region Syddanmark i håb om at udvikle det lokale erhvervsliv.

Tidligere har de lokale aktionsgrupper blandt andet givet støtte til Stokkebye Vingård i Nyborg, der producerer vin med fokus på blandt andet økologi og bæredygtighed. Foto: arkiv

Lokale aktionsgrupper på Fyn får tilført flere midler til lokale projekter, der fremmer bæredygtig udvikling og grøn omstilling i landdistrikterne. Det oplyser Erhvervsministeriet. 

Læs også Fynsk landmand: Økologien buldrer afsted - det er skidegodt

Det gælder lokale aktionsgrupper - såkaldte LAG'er - på hele Fyn undtagen Odense. 

- Til trods for den åbenlyse værdi LAG-midlerne har for landdistrikterne i forhold til for eksempel at skabe og fastholde arbejdspladser i landdistrikterne, valgte V-regeringen i sin tid at beskære ordningen, siger erhvervsminister Simon Kollerup (S) i en pressemeddelelse. 

00:27

Erhvervsminister Simon Kollerup forklarer, hvorfor landdistrikterne skal have flere penge.  Video: TV Midt-Vest

Luk video

- Det er en helt skæv prioritering, hvis man er interesseret i vækst og udvikling i hele landet. Derfor har den nye regering besluttet at rulle besparelsen tilbage og tilføre 30 millioner kroner til området i 2020, forklarer han.

30 millioner kroner sat af

Erhvervsministeren har afsat 30 millioner kroner til landdistrikter i hele Region Syddanmark. 

Pengene kan bruges til at udvikle det lokale erhvervsliv i landdistrikterne og på de små øer. 

Tidligere har de lokale aktionsgrupper blandt andet givet støtte til projektet ”Herrens Mark”, der er et økologisk landbrug i Udby på Fyn, som producerer mælkebøtte- og rødkløverekstrakt til kosttilskud, og Stokkebye Vingård i Nyborg, der producerer vin med fokus på blandt andet økologi og bæredygtighed.