I det fynske folks tjeneste

Fynske landsholdsdebutanter afværger afklapsning i historisk kamp

Tre fynboer kæmpede flot og fik et hæderligt 0-3 nederlag, da alternativt dansk fodboldlandshold spillede en af Danmarkshistoriens mest omtalte venskabskampe.

TPI-spilleren Mads Bertelsen i aktion. Foto: Scanpix / AP Photo / Ronald Zak

Christian Bannis og Mads Bertelsen fra den fynske 2. divisionsklub Tarup Paarup startede inde, da et dansk "nødlandshold" spillede venskabskamp mod Slovakiet i den slovakiske hovedstad Bratislava. 

Yderligere en fynsk fodboldspiller debuterede også i den rød-hvide landsholdstrøje, på en aften hvor dansk landsholdsfodbold måske nåede et historisk lavpunkt.

I en 4-2-3-1 opstilling startede Mads Bertelsen som venstreback, mens Christian Bannis fik plads på den centrale midtbane. Og fra første fløjt var der ingen tvivl om, hvordan kampbilledet ville se ud.

Fuld kontrol og enorm slovakisk boldbesiddelse. 

Der skulle da heller ikke gå længe, før første mål til slovakkerne kom. Efter ti minutter slog Slovakiet et indlæg fra danskernes venstreside, som slovakkernes Adam Nemec nemt headede i mål til en 1-0 føring.

Kampens tempo var ikke hæsblæsende - nok nærmere samme tempo, som de vikarierende danske landsholdsspillere var vant til fra deres normale fodboldliv som fuldtidsamatører.

Læs også Så godt klarer fynske landsholdspillere sig mod Messi

Efter 20 minutter lykkedes det danskerne at erobre bolden langt oppe på Slovakiets banehalvdel og slå en kontra. Det blev til en stor dansk mulighed, men danskerne måtte nøjes med et hjørnespark. 

Det blev også til endnu en god dansk chance kun fem minutter senere, da danskerne kæmpede sig igennem på venstrekanten og nåede baglinjen til et indlæg. Igen blev det dog ved en god mulighed. 

Danskerne kom i det hele taget godt med. Ikke mindst på grund af venstrebacken fra fynske TPI, Mads Bertelsen, som havde flere gode aktioner og nærkampe, som han trak sig sejrrigt ud af. Og enkelte gange, var der overskud til et offensivt løb op ad venstresiden.

Om det var presset fra Slovakiet eller taktikken fra den midlertidige landstrænder John "Faxe" Jensen, der gjorde, at Christian Bannis ikke havde de store offensive aktioner, vides ikke. Men fra den centrale midtbane kæmpede TPI-spilleren fint mod de slovakiske verdensstjerner.

De fleste og største chancer gik til slovakkerne, og efter næsten 40 minutters spil kom Slovakiet på 2-0 på et mål af Albert Rusnak.

2-0 blev også stillingen ved halvlegen. Et godt kæmpende dansk landshold kunne gå til pause med et hæderligt resultat. 

Flere fynboer i aktion

Fra anden halvlegs start var fynske Christian Bannis skiftet ud på den defensive midtbane. Ellers var kampbilledet det samme. Slovakkerne dominerede og tilspillede sig de fleste chancer.

Anden halvleg skred frem uden de store chancer. Slovakkerne gav sig ikke fuldt ud og tog kampen for, hvad det var - en træningskamp.

Med tyve minutter tilbage foretog det danske trænerteam en fynsk rokade. Mads Bertelsen gik ud efter en stabil kamp. Han blev erstattet af holdkammeraten fra Tarup Paarup Idrætsforening, 30-årige Anders Fønss.

Læs også Fynsk amatør får støtte af vennen Nicki P.: - Go for it

TPI'eren Anders Fønns lagde sig dog ikke ned som back, men istedet på venstrekanten. Han spiller normalt angriber for 2. divisionsklubben.

Anders Fønss fik ikke sat det store aftryk på en kamp, som var svær at komme ind i, og på trods af den offensive indskiftning hjalp det ikke.

Istedet udbyggede Slovakiet føringen til 3-0, da Adam Foght scorede selvmål.

Kampen sluttede 3-0 og dermed fik tre fynske TPI-spillere fra den danske 2. division debut på det danske herrelandshold.

De tre andre fynboer, der var udtaget til kampen, Victor Vobbe Larsen og Kasper Skræp fra TPI samt Kevin Jørgensen fra Ringe Boldklub måtte se hele kampen fra bænken.

Hvis ikke Dansk Boldspil-Union og Spillerforeningen finder en løsning inden søndag, har de tre fynboer, der ikke fik spilletid, stadig muligheden for at få landsholdsdebut. På søndag møder Danmark nemlig Wales i en kamp i den nye Nations League-turnering.