Fynske Maja skal på landsholdet: - Det bliver stort

Den fynske fodboldspiller Maja Kildemoes' drøm går i opfyldelse, når hun trækker i landsholdstrøjen til EM i Holland søndag aften mod Belgien.

Der er ikke langt til smil hos 20-årige Maja Kildemoes.

En drøm er gået i opfyldelse. Hun er udtaget til det danske kvindelandshold og skal repræsentere Danmark ved EM i Holland, der starter i juli måned.

quote Jeg føler, jeg er blevet klogere på banen, jeg spiller hurtigere og står stærkere.

Maja Kildemoes, fodboldspiller

- At komme på landsholdet er det ypperste, man kan opnå, fortæller Maja Kildemoes.

- På en eller anden måde er det det største, at du kan repræsentere dit land.

I løbet af ugen har hun været på visit hos forældrene i Odense, inden turen gik med resten af landsholdstruppen til Holland. Til daglig spiller Maja Kildemoes i den svenske mesterskabsklub Linköping FC.

FAKTA: Maja Kildemoes' karriere

Deltagelsen på landsholdet i Holland bliver Maja Kildemoes' første rigtige slutrunde. Hun håber, Danmark kan nå langt, men først og fremmest handler det om at avancere ud af gruppespillet.

- Det kunne være fedt, hvis vi vandt. Vi har en reel chance for at gå videre, vurderer Maja Kildemoes. 

- Det er nogle svære hold, vi skal møde. Vi skal helst vinde over Belgien, men ellers er vi lidt underdogs i forhold til Norge og Holland. Men det kan lade sig gøre.

Sverige blev springbræt til landsholdet

I slutningen af 2016 tog Maja Kildemoes en af sine fynske fodboldtrøjer af for sidste gang. I stedet gik turen til Sverige, hvor den svenske mesterskabsklub Linköping FC kom med et tilbud, der var svært at sige nej til. En del af målet med skiftet til Sverige, var at udvikle sig som spiller - og blive klar til landsholdet.

- At spille i Sverige har været en oplevelse. Både på godt og ondt. Der har været meget at se til i forhold til sprog og indtryk og nye personer, fortæller landsholdsspilleren, der er flyttet for sig selv for første gang i forbindelse med skiftet til Sverige.

FAKTA: Danmarks kampe i gruppespillet

Med tiden har Maja Kildemoes dog kunne bruge Linköping FC til præcis det, der var håbet: At blive en bedre spiller.

- I Sverige går det hurtigere på fodboldbanen. Jeg føler, jeg er blevet klogere på banen, jeg spiller hurtigere og står stærkere. Det vil sige, at jeg står bedre mod nogle af de store spillere, der før kunne skubbe mig væk. Nu kan jeg være med i stort set alle nærkampsdueller.

SE INDSLAG: TV 2/FYN besøgte Maja Kildemoes inden afgangen til EM.

Maja Kildemoes er klar til EM i Holland.

Oversigt

    Oversigt