Det sker ikke så tit, at badmintonduoen Mathias Boe og Carsten Mogensen taber til et hollandsk par.
Det var imidlertid, hvad der skete torsdag, da den danske herredouble var i aktion i anden runde ved Japan Open i Tokyo.
Femteseedede Mathias Boe og Carsten Mogensen tabte 21-14, 17-21, 12-21 til hollænderne Jelle Maas og Robin Tabeling, der ligger nummer 34 på verdensranglisten.
Danskerne førte 2-0 i indbyrdes kampe over Jelle Maas og Robin Tabeling før torsdagens kamp, men den statistik blev der altså lavet om på.
Flere danske nederlag
I herresingle tabte danske Rasmus Gemke 16-21, 18-21 til Kento Momoto, der i sidste måned blev verdensmester.
Japaneren var i første sæt kun bagud ved stillingen 0-1, inden han opbyggede en stor føring.
Andet sæt var mere lige, men fra stillingen 13-13 trak Kento Momota fra med fire vundne dueller på stribe. Og det førte til et nederlag for Rasmus Gemke.
I damedouble røg Sara Thygesen og Maiken Fruergaard ud med et nederlag på 17-21, 13-21 til japanerne Mayu Matsumoto og Wakana Nagahara.
Flere danskere skal i aktion senere torsdag ved Japan Open. En af dem er fynske Viktor Axelsen i herresingle.