I det fynske folks tjeneste

Fynske Medier køber ugeavisen Østkysten

Indehaver af Østkysten afhænder avisen for at koncentrere kræfterne om sine andre forretninger og en lokalpolitisk karriere

Fynske Medier står fra 1. november for udgivelsen af ugeavisen Østkysten. Avisens ejer, Gunnar Nyholm, afhænder avisen for at rette al sin opmærksomhed mod driften af Gudme Reklame og AT Design.

Med overdragelsen til Fynske Medier, sikres en tæt dækning af Syd- og Østfyn. Østkysten vil fremover udkomme sammen med Ugeavisen Svendborg og Lokalavisen Nyborg.

- De seneste år har jeg mærket, at døgnets 24 timer er i underkanten til at nå omkring alle de ting, jeg er engageret i. Nu overdrager jeg Østkysten til Fynske Medier for at få bedre tid til mine andre forretninger og til min politiske karriere, siger Gunnar Nyholm, som stiller op til byrådet i Svendborg for Venstre.

Administrerende direktør i Fynske Medier, Jesper Rosener, ser frem til at videreføre Østkystens fokus på den syd-østlige del af Fyn.

- Aftalen med Gunnar Nyholm er i god tråd med Fynske Mediers strategi om, at være de bedste til at dække og dyrke Fyn. Vi er 100 procent klar til at løfte opgaven med at sikre en tæt, nærlokal dækning i Østkystens kerneområde til glæde for både læsere og annoncører, siger Jesper Rosener.

Østkystens faste salgskonsulent gennem fem år, Jan Groth, vil også fremover varetage annoncørernes interesse bedst muligt. Den redaktionelle dækning af Østkystens kerneområde sikrer journalisterne på Fynske Mediers redaktioner på Syd- og Østfyn.

Ved du noget? Så send os et tip