I det fynske folks tjeneste

Fynske medier slår sig sammen

Fyens Stiftstidende A/S og A/S Svendborg Avis slår pjalterne sammen og går sammen i et økonomisk og strategisk samarbejde fra september. Alliancen er en reaktion på truslen fra de nye gratisaviser.

A/S Svendborg Avis slår sig sammen med Fyens Stiftstidende A/S.

Fynske Medier

Det ny samarbejde betyder, at de to mediehuse slår pengekasserne sammen og samler alle forretningsmæssige enheder i ét nyt fælles selskab, der får navnet Fynske Medier.

Aviserne Fyens Stiftstidende og Fyns Amts Avis bibeholder deres redaktioner og bestyrelser, men der bliver byttet rundt på chefposterne.

Fynske Medier får Ole C. Jørgensen som formand. Han er i dag adm. direktør og chefredaktør på Fyns Amts Avis, men stopper med det, når Fynske Medier bliver en realitet. Poul Erik Andersen, der i dag er adm. direktør på Fyens Stiftstidende, bliver også ny adm. direktør i Fynske Medier og i Svendborg Avis.

Ifølge en pressemeddelelse fra A/S Svendborg Avis skyldes alliancen, at Fyn vil kunne levere et stærkt og samlet svar på fremtidens udfordringer - altså de nye gratisaviser.

700 millioner i omsætning

Omsætningen i de to mediehuse er tilsammen godt 700 millioner
kroner årligt, og begge har haft overskud de seneste år.

En ekstraordinær generalforsamling skal efter sommerferien endelig godkende beslutningen.