Fynske MF'ere: Det vil vi arbejde for i det kommende år

Folketingsåret blev tirsdag skudt i gang på Christiansborg. TV 2/FYN bad i den anledning de fynske folketingspolitikere udfylde hver en post-it note.

Alt lige fra vækst og arbejdspladser til lavere færgetakster er på de fynske MF'eres dagsorden for det nye folketingsår.

TV 2 /FYN bad umiddelbart efter, at statsminister Lars Løkke Rasmussen tirsdag havde holdt sin åbningstale, de fynske folketingsmedlemmer om at bidrage med deres bud på, hvad et succesfuldt kommende folketingsår bør byde på af politiske resultater.

Se video: De fynske MF'ere afgiver løfter for det kommende folketingsår.

14 små lapper med politiske løfter

Med en tusch og en lille grøn stak af post-it lapper i hånden, blev de fynske MF'ere bedt om at besvare på spørgsmålet: 

Hvad er det vigtigste for dig at arbejde for i det kommende folketingsår?

- Vækst og civilsamfund - herunder bedre rammer for friskolerne. Det er for mig fuldstændig afgørende, lød det fra Liberal Alliances, Merete Riisager.

- Det allervigtigste er, at vi får skabt vækst og arbejdspladser på Fyn, sagde Jane Heitmann (V).

- Vi er godt på vej til at få gjort lufthavnen til et nationalt dronecenter, og det skal vi simpelthen have ud over rampen næste år, så det bliver en prioritet ét for mig, lød det fra Jens Henrik Thulesen Dahl (DF).

Fokus på regeringens bebudede reformer

Oppositionen var især optaget af at få sat en stopper for regeringens ambitioner om at forhøje pensionsalderen og skære i SU'en. 

- Vi skal have opkvalificering i stedet for senere pensionsalder, Trine Bramsen (S).

- Det vigtigste for mig bliver at arbejde for en hjælpende hånd til syge kontanthjælpsmodtagere, lød det fra Karsten Hønge (SF).

På tværs af partiskel blev da også nævnt det tredje motorvejsspor over Fyn, et nationalt dronecenter på Fyn og flere lokale arbejdspladser, mens statsministerens i sin åbningstale fremhævede temaer som asylpolitik, boligskat og kontanthjælpsloft.

Oversigt

    Oversigt