Fynske MF'ere er for veluddannede

De fleste fynske folketingsmedlemmer er akademikere, men det er der ikke mange af deres vælgere, som er. Det, mener flere vælgere og politikere, er et problem. [size=2][/size]

12 ud af de 17 fynske folketingsmedlemmer har en lang uddannelse fra et universitet eller en anden højere læreanstalt, mens kun fem har en kort eller mellemlang uddannelse. Det passer fint med resten af Folketinget, hvor over 50 procent er akademikere. Til gengæld afspejler det langt fra befolkningen, hvor kun ni procent har en lang uddannelse.

- Jeg synes, det er en fordel, at nogle af os, der vedtager lovene, har mærket konsekvenserne på egen krop og ikke bare har læst sig til det, siger socialdemokratiske Jan Johansen, der selv er håndværker, til TV2/FYN.

Men der er langt mellem tømrer og sosu assistenter i folketingssalen. Kun 13 procent af de 179 folketingsmedlemmer har en kort uddannelse, er faglærte eller ufaglærte, selvom 64 procent af den voksne del af befolkningen tilhører denne gruppe.
- Det er da helt klart problematisk, men det er kun partierne, der kan ændre tendensen ved at være opmærksom på det i deres kandidatliste, siger adjunkt i statskundskab på SDU Christian Elmelund-Præstekær til TV2/FYN.

Oversigt

    Oversigt